Mystiske drab ryster amerikansk militærbase

Alene i år er syv soldater fundet døde på en af USA største militærbaser. Myndighederne har mistanke om drab i flere af sagerne

Opråb fra søsteren, efter ligrester af 20-årig soldat Vanessa Guillen er blevet fundet. Video/redigering: AP/Mikkel Cramon

Menig Mehjor Mortas lig blev tirsdag fundet cirka 30 kilometer fra den amerikanske militærbase Fort Hood i delstaten Texas.

Den 26-årige soldat er det tredje dødsfald på militærbasen alene i juli. I 2020 er hele syv militærfolk fundet døde eller dræbt på basens område.

Det har udviklet sig til en tragisk fortælling, der har rystet den amerikanske delstat. Foruden Mortas død har en opsigtsvækkende drabssag på basen tidligere i juli nemlig rettet fokus mod Fort Hood.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Fort Hood er med 860 km² en af verdens største militærbaser. Foto: Drew Anthony Smith/Getty Images
Fort Hood er med 860 km² en af verdens største militærbaser. Foto: Drew Anthony Smith/Getty Images

Ødelagt
Mehjor Morta blev fundet livløs i området omkring Stillhouse Lake den 17. juli. Døsårsagen er indtil videre uklar. Hans overordnede kommandant Neil Amstrong fortæller ifølge tyske Bild, at Morta var en stor del af fællesskabet.

- Vi er ødelagte af det tragiske tab af menig Mehjor Morta. Min dybeste medfølelse til hans familie, venner og kære, siger Amstrong.

Selvom myndighederne ikke har fastlagt en dødsårsag, kan mord ikke udelukkes. Flere nylige dødsfald på basen efterforskes allerede som drab.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Kvindelige ofre for seksuel chikane og vold i den amerikanske hær kæmper for retfærdighed efter Guillens død  under hashtagget #IamVanessaGuillen. Foto: Sergio Flores/Ritzau Scanpix
Kvindelige ofre for seksuel chikane og vold i den amerikanske hær kæmper for retfærdighed efter Guillens død under hashtagget #IamVanessaGuillen. Foto: Sergio Flores/Ritzau Scanpix

Overgreb og mord
Eksempelvis sagen, der i særklasse har rystet Texas mest. Den drejer sig om Vanessa Guillen. I begyndelsen af juli fandt man rester af den 20-årige kvindelige soldat, som havde været meldt savnet siden 22. april, nær basen.

Flere familiemedlemmer har fortalt CBS News, hvordan Vanessa Guillen var blevet udsat for seksuelle overgreb af sin vejleder. Hun meldte dog aldrig sagen til sine overordnede.

- Hun var bange for at anmelde det, fordi den seksuelle chikane kom fra en vejleder. Hun var bange for hævn, forklarer familiens advokat Nathalie Khawam.

Da oplysningerne om overgreb kom frem, henvendte efterforskerne sig til den formodede gerningsmand, vejlederen Aaron David Robinson, med henblik på at anholde ham.

Robinson valgte i stedet at trække sin pistol og skyde sig selv i hovedet med et dræbende skud.

Sagen har fået andre kvinder i den amerikanske hær til at stå frem om overgreb under hashtagget #IamVanessaGuillen.

Vanessa Guillen blev meldt sidst set 22. april. Nu er resterne af hende blevet identificeret. Foto: U.S. Army/Ritzau Scanpix 112 - 6. jul. 2020 - kl. 10:15 Rester af savnet soldat identificeret

Syv dødsfald i 2020

Fundet af menig Mehjor Morta markerer det syvende dødsfald på Fort Hood i 2020. Her er et overblik over sagerne - flere er stadig uopklaret:

 

- Freddy Beningo Delacruz blev fundet livløs i marts. Sagen efterforskes som en forbrydelse

- Shelby Tyler Jones, der blev udsendt til Irak i 2018, døde i marts af et skudsår. Han blev fundet i Killeen, ikke langt fra Fort Hood. Gerningsmanden er aldrig fundet

- Christopher Wayne Sawyer blev i marts fundet livløs på sin stilling. Der var dog intet bevis for en forbrydelse, lød konklusionen

- Brandon Scott Rosencrans blev fundet død i Harker Heights tæt på basen i maj. Den 27-åriges dødsfald behandles af politiet som en drabssag

- Vanessa Guillen blev fundet dræbt 3. juli nær basen, efter at hun var meldt savnet 22. april

- Aaron David Robinson begik selvmord, da myndighederne forsøgte at anholde ham i forbindelse med sagen om seksuelle overgreb og drab på Vanessa Guillen

- Mehjor Morta blev fundet livløs i området omkring Stillhouse Lake den 17. juli. Døsårsagen er fortsat uklar