Nabo til påsat brand: - Det kunne fucking være gået galt

Da ukendte gerningsmænd mandag aften satte ild flere steder på Nørrebro, kunne det have fået fatale konsekvenser, fortæller nabo

Mads Friborg Retoft oplevede på første parket, hvordan 20 meter høje flammer udbrændte et skur hans baggård. Video: Privat

Lugten af afbrændt træ er gennemtrængende, da den forkullede bygning kommer til syne. Den var lysegrå før. Nu er den sort.

Mandag aften fik Københavs Politi adskillige henvendelser fra bekymrede borgere, som berettede om ildebrande flere steder på Nørrebro i København. Noget, der ligner en koordineret indsats af ukendte gerningmænd.

En, som oplevede en af brandene på tætteste hold, var Mads Friborg Retoft, som selvsagt er påvirket dagen derpå.

- Jeg står og laver mad sammen med min bror, da min fætter kommer ind ad døren og spørger, om der er nogle, der har lavet bål ude i gården. Jeg kigger ud ad vinduet og ser, at hele bygningen overfor er lyst op af genskæret fra flammerne, fortæller Mads, da Ekstra Bladet møder ham i baggården, hvor branden fandt sted.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Det var noget af et syn, som mødte Mads Friborg Retoft mandag aften. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Det var noget af et syn, som mødte Mads Friborg Retoft mandag aften. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

- Jeg går ned, men tør ikke gå for tæt på, fordi det er så voldsomt. Folk står nok 10 meter fra flammerne. Nogle forsøger at slukke ilden med brandslukkere.

20 meter høje flammer
Han fortæller, at han før har oplevet bilafbrændinger på Nørrebro. Denne gang var det dog på et helt andet niveau, påpeger han.

- Stikflammerne gik helt op over taget. Vi snakker om 20 meter høje flammer. Det kunne fucking være gået galt.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Affaldsskuret var placeret foran den beboede bygning. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Affaldsskuret var placeret foran den beboede bygning. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Som en anden sankthans-seance kunne beboerne slukøret se til, mens affaldsskuret, som var placeret op af en beboet bygning, gik op i røg. De kunne ikke andet end at afvente, indtil brandvæsnet ankom.

- Mens brandfolkene er i gang her, ser jeg en røgsky på den anden side af vejen. Det var ny brand, fortæller Mads, som ikke kan forstå tankegangen bag ildspåsættelserne.

- Det er uvirkeligt. Jeg synes, det er ubegribeligt, at folk kan have lyst til at gøre sådan noget. Det kommer bare meget tæt på. Og hvad er motivet, afslutter Mads.

Ild på legeplads
Rantzausgade var ikke det eneste sted på Nørrebro, hvor temperaturen steg til mere end normalt. Ifølge politiinspektør hos Københavns Politi Jakob Vilner er det dog uklart, hvor mange steder der var tale om.

- Det var flere containerbrande. De skubbede containerne sammen, så det er svært at sige, hvor mange det drejede sig om. Vi kan bare sige, at der var ild flere steder, fortæller politiinspektøren til Ekstra Bladet.

Et af stederne var på legepladsen ved Blågårds Skole, hvor Nina Jægers søn Emil er elev. Nina overværede, hvordan en affaldscontainer måtte lade livet mandag aften.

- Jeg bor lige 50 meter herfra, så jeg kunne se det oppe fra stuevinduet. Jeg så tre meter høje flammer. Det var ret voldsomt. Jeg kiggede ud ad vinduet og så to politibiler og brandvæsnet, fortæller Nina til Ekstra Bladet og påpeger sin bekymring.

- Jeg synes, det er utrygt, da der er mange børn her i området. Der var også en knallert, som blev brændt af i forgårs.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Nina Jæger og sønnen Emil foran legepladsen, hvor en container blev sat i brand. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Nina Jæger og sønnen Emil foran legepladsen, hvor en container blev sat i brand. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Dialogbaseret indsats
Politiinspektøren hos Københavns Politi fortæller, at der endnu ikke er anholdelser i sagen. Motivet og metoden bag er desuden uklare.

- Vi har sat ind med en massiv tryghedsskabende indsats i området, fortæller Jakob Vilner og påpeger, at typiske gerningsmænd til containerafbrændinger er mellem 15 og 25 år.

- Vi går ud og tager en dialog med dem, vi træffer. Det kan være i de lokale ungdomsklubber. Vi prøver en dialogbaseret, synlig og tryghedsskabende indsats, og så håber vi, at det lægger sig af sig selv, afslutter politiinspektøren.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere