Nabo tiltalt for drab: Slag med hammer dræbte Ole

Nu 41-årig mand tiltalt for brutalt drab på tidligere officer og FN-medarbejder med krav om anbringelse på psykiatrisk afdeling, hvis han kendes skyldig

Ole Kierstein blev efter anklagemyndighedens opfattelse dræbt af sin nabo, der angiveligt slog den tidligere officer og FN-medabejder i baghovedet med en lægtehammer efter en kontrovers sidste år i landsbyen Hejsager i Sønderjylland. Foto: Morten Marboe/Ritzau Scanpix
Ole Kierstein blev efter anklagemyndighedens opfattelse dræbt af sin nabo, der angiveligt slog den tidligere officer og FN-medabejder i baghovedet med en lægtehammer efter en kontrovers sidste år i landsbyen Hejsager i Sønderjylland. Foto: Morten Marboe/Ritzau Scanpix

En lægtehammer.

Det var et angreb med netop dét stumpe slagvåben, som efter politiets opfattelse slog den tidligere FN-medarbejder, officer, virksomhedsejer og tillidsmand i partiet Venstre, Ole Kierstein, ihjel tilbage i oktober 2019.

Overfaldet foregik i en lade ved et dobbelthus på Småkærsvej i den sønderjyske landsby Hejsager. Her boede den 72-årige mand til leje.

Syd- og Sønderjyllands Politi's anklagemyndighed er nu klar med et anklageskrift, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.

Her fremgår det, at den nu 41-årige nabo, der er tiltalt for drab i sagen, benyttede sig af en hammer, da han angiveligt ramte Ole Kierstein i baghovedet med flere slag.

Gerningsstedet for det dødbringende overfald på Ole Kierstein var i flere måneder omkranset af politiets afspærring. Foto: Ernst van Norde
Gerningsstedet for det dødbringende overfald på Ole Kierstein var i flere måneder omkranset af politiets afspærring. Foto: Ernst van Norde
 

Ofret blev ramte med så stor kraft, at han pådrog sig kraniebrud, læsioner i hjernen og blødninger. Kvæstelserne var dødbringende, men Ole Kiersteins lig blev først fundet op imod et døgn senere.

Det skete i forlængelse af, at politiet modtog en anmeldelse fra et familiemedlem, og den nu tiltalte beboer i den anden ende af dobbelthuset blev anholdt på banegården i Esbjerg.

Han havde skabt ballade i et regionaltog med afgang fra Kolding.

Ekstra Bladets avisforside om drabssagen 25. december 2019.
Ekstra Bladets avisforside om drabssagen 25. december 2019.
 

Drab skabte utryghed
Retssagen er berammet til at køre med domsmænd over to dage i september i Retten i Sønderborg.

Det er uklart, hvad motivet kunne være. Den tiltalte har før erkendt dødsvold, men nægtet drab. Hvordan han vil forholde sig under retssagen, ønsker forsvareren Lone Adolphsen ikke at spekulere i.

Læs herunder mere om Ole Kierstein og drabssagen:

Foto: Morten Marboe/Ritzau Scanpix Krimi Ringede efter hjælp et døgn før mord: Ole banket ihjel

Politiets anklager lægger op til, at den tiltalte, hvis han kendes skyldig, dømmes til anbringelse på en psykiatrisk afdeling uden fastsættelse af 'en længstetid'. Han har efter sin anholdelse gennemgået psykiatrisk behandling og en mentalundersøgelse.

I en reportage om drabssagen sidste år talte Ekstra Bladet med naboer og bekendte til Ole Kierstein og den nu tiltalte nabo. På det tidspunkt var dobbelthuset stadigvæk omkranset af en politiafspærring.

Her i den ene del af et dobbelthus i Hejsager boede Ole Kierstein. Han flyttede til byen få år før sin død. Foto: Ernst van Norde
Her i den ene del af et dobbelthus i Hejsager boede Ole Kierstein. Han flyttede til byen få år før sin død. Foto: Ernst van Norde
 

De beskrev den afdøde beboer som en velholdt mand, der hilste på alle, var aktiv i en regional lejer-rådgivning og stod i spidsen for et radiomuseum i Tønning Mølle.

- Det er så grimt, at det skulle ske i vores by. Jeg kendte ikke den dræbte, men måske kunne det være sket for mig eller andre? Jeg har mødt ham, og det uhyggelige drab gør mig ondt og lidt utryg, sagde Marianne Fabricius Mønsted.

Præst: Han var psykisk syg
Lars Peter Melchiorsen, sognepræst i Halk-Grarup og Vilstrup sogne, gik et skridt videre. Han oplyste, at det jævnligt i månederne efter drabet blev vendt i lokalområdet, at det var mærkeligt, at 'to naboers forhold skulle så langt ud'.

- Jeg har forstået, at den nu fængslede mand ikke ville erkende, at han måske var psykisk syg. Spørgsmålet er også, om man kan tvangsindlægge folk, hvis de bare passer sig selv. Det kan man nok ikke, sagde han.

Sognepræst Lars Peter Melchiorsen har tidligere oplyst til Ekstra Bladet, at drabssagen har vakt stor opmærksomhed på egnen. Foto: Ernst van Norde
Sognepræst Lars Peter Melchiorsen har tidligere oplyst til Ekstra Bladet, at drabssagen har vakt stor opmærksomhed på egnen. Foto: Ernst van Norde
 

Et ægtepar, som havde fortrolige samtaler med Ole Kierstein efter hans tilflytning i 2014 fortalte, at de fik besøg af Ole Kierstein, dagen før han døde.

- Han fortalte, at han var bange for sin nabo, og at manden var psykisk syg. Han havde også ringet forgæves til distriktspsykiatrien og politiet. Stakkels mand. Vi spurgte, om han havde brug for hjælp, men det afviste han, sagde manden, som af den nu afdøde mand fik at vide, at hans nabo 'så ting, der ikke var der' og virkede mærkelig.

Flere beboere i beskrev den nu tiltalte mand som en fyr, der var lidt tilbage.

- Det var nok også derfor, myndighederne ikke reagerede, sagde en beboer, der beskrev den høje, kraftige mand som en sær enspænder, der fodrede katte med rejer og laks.

Ekstra Bladet har været i kontakt med et nært familiemedlem til den drabstiltalte. Hun afviste venligt at kommentere sagen. En søster til Ole Kiersten har også afslået at udtale sig.