Naboer dræbt i sammenstød med lastbil

Personbil ville vende om, men drejede ud foran lastvogn lastet med grise nær Thorning ved Kjellerup

Det var to naboer på 76 og 84 år fra Thisted, der tirsdag omkom i en trafikulykke ved Thorning. Video: Localeyes

To mænd på 76 og 84 år mistede tirsdag formiddag livet i en trafikulykke ved Thorning nær Kjellerup, oplyser politiet.

En lastvogn ramte en personbil på Aalborgvej ved en tilkørsel fra Ulvedalsvej.

De to omkomne, der begge kom fra Thisted, hvor de var naboer, befandt sig i personbilen.

Vidner har fortalt politiet, at ulykken skete, da bilen forsøgte at vende. Den drejede ud foran lastvognen, hvis fører ikke kunne nå at bremse.

Se mere video på localeyes.dk

Begge i bilen blev dræbt på stedet, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, mens lastbilchaufføren ikke kom noget til.

Personbilen kørte mod syd, mens lastvognen - en lastet grisetransport - kørte mod nord, oplyste vagtchef Carsten Henriksen tidligere tirsdag.

Tirsdag eftermiddag kan politiet ikke sige, hvorfor føreren af personbilen pludselig ville vende og kørte ud foran lastbilen.

- Det får vi måske aldrig at vide, siger vagtchefen.

Såvel brandvæsenet som politi rykkede ud til ulykken, som blev anmeldt ved 10.30-tiden.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere