Naboer om dødsfald: Alle vinduer måtte åbnes

Politiet arbejder på højtryk i det hus, hvor to voksne og fire børn er fundet døde

Seks personer er fundet døde i Ulstrup sydvest for Randers. Ekstra Bladet følger sagen. Video: Karsten Gøttler/Niels Østergaard/Anita Gravesen

Ved du noget? Tip os på mail til 1224@eb.dk eller sms til 1224 ( Alm. sms-takst)

Et parcelhuskvarter i Amstrup Bakker i Ulstrup syd for Randers danner lige nu ramme om massive tekniske undersøgelser, efter at politiet mandag blev alarmeret om fundet af seks døde personer - to voksne og fire børn. 

Ifølge naboer i området ankom den første ambulance til stedet omkring klokken 12.00 mandag eftermiddag. Kort efter ankom også brandvæsnet fra Randers.

- Det første de gjorde var at slå vinduer og døre op på vid gab i huset, fortæller en nabo til Ekstra Bladet. 

Østjyllands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse baggrunden for dødsfaldene, som de betragter som mistænkelige. Derfor er det endnu uvist, om der er tale om en familietragedie, en ulykke eller en forbrydelse.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger blev brandvæsnet alarmeret klokken 12.30 på baggrund af en melding om gaslugt i bygningen.

Området omkring parcelhuset er fortsat afspærret af politiet. Flere af de beboere, som vender hjem efter arbejde, kan derfor ikke få lov til at køre op til deres hjem.

- De bliver instrueret til at efterlade deres biler uden for afspærringen, og så følger betjente dem gennem afspærringen og hjem til deres bopæl, fortæller en anden nabo.

Både brandvæsen og kriminalteknikere er fortsat til stede i og omkring huset, som ifølge naboen er mørklagt.

- Alt lys er slukket, men de har opstillet en stor lysmast foran huset, fortæller han.

Politiet holder fortsat alle informationer om det mystiske fund tæt ind til kroppen.

- Vi hverken kan eller vil sige mere nu, mens vi arbejder på højtryk med sagen. Vi melder ud senere, når vi kan oplyse yderligere, og indtil da er det kun spild af tid at kontakte os, siger leder af operativt center, politiinspektør Jesper Bøjgaard, Østjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

Jesper Bøjgaard kan således heller ikke svare be- eller afkræftende på, om alle de pårørende til de afdøde er underrettet om sagen.

De seks lig blev fundet i en villa i Ulstrup. Det grå byområde til højre for cirklen er Randers og det grå byområde til venstre er Viborg.
De seks lig blev fundet i en villa i Ulstrup. Det grå byområde til højre for cirklen er Randers og det grå byområde til venstre er Viborg.


Se video fra vejen i Ulstrup, hvor seks personer er fundet døde. Video: Anita Gravesen

1 af 2 
2 af 2 
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere