Nægter sig skyldig i brutal døds-vold mod lille dreng

Retssag mod manden, der mistænkes for at have begået dødsvold mod lille dreng, er netop begyndt      

Foto: Ernst van Norde
Foto: Ernst van Norde

I dag for præcis et år siden døde den kun halvandet år gamle dreng Noah Ry fra Sommersted ved Haderslev, efter at læger forgæves havde kæmpet for hans liv.

Her til formiddag begyndte retssagen mod den nu 31-årige mand, som politi og anklagemyndighed mener er årsag til drengens tragiske død.

Et nævningeting ved retten i Sønderborg skal gennem elleve retsdage høre ikke færre end 32 vidner, før de beslutter, hvorvidt den 31-årige mand skal kendes skyldig i tiltalen for legemes-angreb af særlig rå og brutal eller farlig karakter med døden til følge.

Nægter sig skyldig
Den 31-årige har netop gennem sin advokat nægtet sig skyldig i den alvorlige anklage. Han nægter sig også skyldig i vold mod sin egen biologiske søn, hvilket han også er anklaget for.

Anklager Christina Bork Hansen oplyser i sin forelæggelse af sagen, at Noahs mor fandt Noah livløs i sengen, da hun ville tage ham op efter middagsluren.

Hun ringede 112 og i løbet af få minutter ankom både flere reddere, en ambulance, en læge og en helikopter, som fløj den lille dreng til Rigshopitalet, hvor han døde.

Stoppede obduktionen
- Dagen efter blev drengen obduceret. Lægen stoppede på et tidspunkt obduktionen og tilkaldte politiet, da drengens skader ikke kunne stamme fra selve genoplivnings-forsøgene. Senere blev den nu tiltalte anholdt af politiet og sigtet for drab, oplyser anklageren i retten.

Der er indtil videre navneforbud i sagen og derfor er pressen afskåret fra at oplyse, hvordan relationen mellem Noah og den tiltalte er.

FAKTA OM NOAHS DØD

Den 6. februar sidste år døde Noah Ry fra Sommersted ved Haderslev under dybt tragiske omstændigheder.

En obduktion afslørede senere, at drengen havde brækket mindst ti ribben. Han havde adskillige kvæstelser i bryst og brysthule. Der var sønderrivning af lever og milt og kvæstelser i lungerne. Der fandtes blodudtrækninger i brystskillevæg, miltleje, omkring begge nyrer, tolvfingertarm og tarmkrøs. Også hovedet havde været udsat for vold.

Dødsårsagen var ifølge den obducerende læge indre blødninger.

Først tiltalt for drab
I dagene op til dødsfaldet havde drengen været utilpas, og hans 27-årige mor havde flere gange været ved lægen. Moderen troede i første omgang, at det var lægens manglende behandling, der var årsag til dødsfaldet.

Borgere i Sommersted begyndte at samle penge ind til den hårdt ramte familie.

Ti dage senere blev en dengang 30-årig mand anholdt og sigtet for drab på den lille dreng. Senere er sigtelsen ændret til en tiltale for legemes-angreb af særlig rå og farlig karakter.

Den nu 31-årige mand er også tiltalt for vold mod sin egen søn samt besiddelse af euforiserende stoffer.

Han nægter sig skyldig i alle volds-anklager.

Der falder formentligt først dom i sagen i April.

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere