Nær slægtning sigtes for drab på kvinde

En 37-årig mand er onsdag i et grundlovsforhør i Retten i Aarhus blevet varetægtsfængslet og sigtet for drab i et rækkehus i Højbjerg

En 37-årig mand bliev onsdag stillet for en dommer i et såkaldt lukket grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Disse grundlovsforhør er således ikke åbne for pressen og offentligheden. Manden blev sigtet for drab og efterfølgende varetægtsfængslet frem til 10. juli. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
En 37-årig mand bliev onsdag stillet for en dommer i et såkaldt lukket grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Disse grundlovsforhør er således ikke åbne for pressen og offentligheden. Manden blev sigtet for drab og efterfølgende varetægtsfængslet frem til 10. juli. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Tirsdag aften blev en 66-årig kvinde dræbt af flere knivstik i sit hjem i Kalkærparken i Aarhus-bydelen Højbjerg.

Kvindens 37-årige søn blev efterfølgende anholdt, og onsdag formiddag blev han stillet for en dommer i et grundlovsforhør i Retten i Aarhus.

Dommeren besluttede, at han skulle varetægtsfængsles i foreløbigt lidt over tre uger frem til 10. juli.

Ved grundlovsforhøret var der lukkede døre. Det forhindrer blandt andet offentligheden i at få at vide, hvad manden eventuelt har forklaret.

Det har heller ikke været muligt at få oplyst, om han erkender eller nægter drabet. Ifølge Jakob Beyer, der mødte for anklagemyndigheden i grundlovsforhøret, kærede den sigtede, 37-årige mand ikke afgørelsen om fængsling til landsretten.

Anmeldelse tirsdag aften
Politiet fik en anmeldelse om sagen tirsdag aften klokken 19.55 og var på gerningsstedet kort efter.
Her blev det konstateret, at kvinden var blevet dræbt af flere knivstik. Ved oplæsningen af sigtelsen fremgik det ikke umiddelbart, hvor mange knivstik, der var tale om.

Den 37-årige befandt sig i huset, da politiet talstærkt ankom, og han blev umiddelbart efter anholdt og sigtet for drabet.

- Vi har kriminalteknikere på stedet og har gang i en efterforskning, hvor vi sikrer de tekniske spor på gerningsstedet, sagde politiinspektør Michael Kjeldgaard fra Østjyllands Politi tirsdag aften.