Narkobagmænd får store fængselsdomme

Fredag er der faldet dom i en sag fra sidste år, hvor Østjyllands Politi beslaglagde ti kilo amfetamin i en lejlighed i Aarhus

Tre mænd er idømt fængsel i en stor narkosag fra Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

10. maj sidste år beslaglagde Østjyllands Politi ti kilo amfetamin i en lejlighed i Aarhus. Narkotikaen var tiltænkt videresalg for flere hundredetusinde kroner i hele Østjylland.

En 47-årig mand, som blev vurderet til at være hovedbagmanden i sagen, blev idømt ti års fængsel, mens en medsammensvoren 51-årig mand fik otte års fængsel.

Derudover fik en tredje mand på 46 år halvandet års fængsel, fordi han spillede en mindre rolle i narkohandlerne.

Den 47-årige mand blev desuden dømt for i flere tilfælde at have overtrådt et tilhold mod sin ekskæreste, samt at have udsat hende for vold og trusler.

- Jeg er meget tilfreds med dommen. Både med strafudmålingen og at de i det hele taget blev dømt, siger specialanklager Dorthe Lysgaard til Ekstra Bladet.

Hun mener, at udmålingen af dommene stemmer meget godt overens med den store mængde af hård narkotika, som sagen drejer sig om.

Den 47-årige mand udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen, mens både den 51-årige og den 46-årige begge modtog dommen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere