Narkofund på båd i Lynette-havnen

En er fængslet, og en eftersøges efter et større narkofund på en båd i Lynette-havnen

Kokain og hash blev fundet på en båd i Lynette-havnen. Foto: Jonas Olufson
Kokain og hash blev fundet på en båd i Lynette-havnen. Foto: Jonas Olufson

Politiet har gjort et stort fund af kokain og hashprodukter på en båd i Lynette-havnen på Refshalevej på Amager. Fundet blev gjort onsdag.

I dag blev en kun 17-årig mand varetægtsfængslet i Københavns dommervagt for 13 dage. 

Han sigtes for besiddelse af stofferne, og politiet eftersøger en navngiven medgerningsmand, som endnu er på fri fod. 

Den 17-årige nægter sig skyldig.

Politiet sætter fundet i forbindelse med den organiserede hashhandel på Christiania. Mest opsigtsvækkende er, at der blev fundet 242 gram kokain på båden.

Mistænkt jointfabrik
Båden, der lå fortøjret ved bådbro 8 på Refshalevej 200, har formentlig fungeret som jointfabrik.

I båden lå 2774 gram hash, 212 gram skunk, 16 store joints og 184 almindelige joints.

Desuden sigtes den 17-årige for sammen med den eftersøgte medgerningsmand at have været i besiddelse af 54 gram kokain, som de solgte til ukendte personer for 27.100 kroner.

Narkofundet blev gjort af Operativ Specialafdeling hos Københavns Politi. Her bekræfter chefen, Lars-Ole Karlsen, fundet på båden, men han kan ikke udtale sig yderligere af hensyn til politiets efterforskning og dørlukning i retten.

Stak af fra taxa
Dommervagten fængslede i dag også to mænd på henholdsvis 20 og 24 år i 13 dage efter en politiaktion på Christiania. Den 20-årige kørte i en taxa mod Christiania, da den blev stoppede af politiet. Det fik manden til at løbe fra stedet med en pose i hånden. Han blev anholdt med 1,27 kilo hash og 12.400 kroner. Han sigtes også for salg af 248 gram hash fra en hashbod.

Den 24-årige sigtes for salg af flere hundrede gram hashprodukter. Han sagde i retten, at han har en hashgæld på 100.000 kroner. I to år har han ikke haft officielle indtægter.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere