Narkohund sniffede hashpenge frem

Fire fremstilles i sag om 28 kilo hash

Godt en million kroner lugtende af hash - det var det økonomiske udbytte, da Københavns politi i går gennemførte en aktion rettet mod det kriminelle miljø, der leverer til Christianias Pusherstreet.

- Det var en af vores narkohunde, der fandt pengene fordi pengene lugtede af hash, siger Dannie Rise, chef for Task Force Pusherstreet, der har stået for efterforskningen.

I forbindelse med sagen gennemførte politiet ransagninger flere forskellige steder i København. Ud over pengene har politiet også fundet 28 kilo hash.

- Vi mener, sagen henfører til levering og hashsalg i Pusherstreet, siger Rise til Ekstra Bladet.

Fire mænd - tre på 48 og en på 42 - fremstilles i grundlovsforhør.

- Vi vil kræve dørlukning, og derfor vil jeg ikke gå i detaljer, siger Rise.