Narkopåvirket vanvidsbilist anholdt efter dramatisk biljagt

En narkopåvirket ung mand prøvede torsdag at flygte fra Østjyllands Politi

En dramatisk biljagt udspillede sig torsdag i gaderne i indre Aarhus. (Arkivfoto - Henrik Nielsen)
En dramatisk biljagt udspillede sig torsdag i gaderne i indre Aarhus. (Arkivfoto - Henrik Nielsen)

Ved du noget? Har du set noget? Har du billeder? Send os en mail på 1224@eb.dk eller sms 1224 (alm. takst)

Det kunne være gået grueligt galt, da en 19-årig ung mand torsdag tog flugten fra politiet og kørte gennem Aarhus med helt vanvittige hastigheder.

Heldigvis kom ingen til skade.

Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.

Den unge mand blev torsdag kl. 18 bemærket af Østjyllands Politi, da han kørte rundt i en Rover med stjålne nummerplader på Silkeborgvej i Aarhus C.

Da politiet ville bringe ham til standsning, takkede han nej og accelererede i stedet voldsomt. Det indledte en længere biljagt, der først endte ved Otto Benzons Vej i Aarhus Vest.

Forinden havde den 19-årige, der viste sig at være narkopåvirket, kørt gennem byen med op til 140 kilometer i timen, og undervejs brød han utallige færdselsregler - heriblandt at køre over for rødt, køre mod færdselsretningen, over en midterrabat og overhale indenom.

Da flugtbilisten endelig standsede tog han benene på nakken, men blev kort efter fanget.

Den unge vanvidsbilist er blevet sigtet for en lang række lovovertrædelser og blev efter endt afhøring løsladt, skriver Østjyllands Politi.

Ved du noget? Har du set noget? Har du billeder? Send os en mail på 1224@eb.dk eller sms 1224 (alm. takst)