Nazi-nummerplade skaber røre i Tyskland

Tysk politi har efterlyst en stjålet bil med en nummerplade, der har fået mange tyskere til at spærre øjnene op

En syrisk mand bosiddende i Tyskland er angiveligt uforvarende kommet til at jokke godt og gevaldigt i en skål tysk nazi-spinat.

Manden, som er indehaver af en sort Volkswagen Touran, meldte fredag sin bil stjålet, efter at ukendte gerningsmænd i ly af natten var kørt afsted med den i den tyske by Bautzen.

Men i forbindelse med den efterfølgende efterlysning offentliggjorde tysk politi bilens nummerplade. Og det fik ifølge Bild mange til at spærre øjnene op.

BZ AH 8888, stod der.

Nazi-referencer
AH er en hyppigt benyttet forkortelse blandt ny-nazister, idet de to bogstaver udgør Adolf Hitlers initialer. Tallet 8 er en reference til alfabetets ottende bogstav, H, hvorfor tallet 88, også blandt ny-nazister, bliver brugt som synonym for udtrykket 'Heil Hitler.

Måske ikke de mest genkendelige forkortelser i en dansk kontekst, men i Tyskland har det længe været set som et problem, at mennesker på den yderste højrefløj har købt sig til bogstav- og tal-kombinationer, der kunne vise deres politiske ståsted for omverdenen.

Problematikken har været betragtet som så alvorlig, at man på landsplan har forbudt en række bogstav-kombinationer på nummerplader.

KZ (Koncentrationslejr), HJ (Hitlerjugend), NS (Nationalsocialisme), SA (Sturmabteilung) og SS (Schutzstaffel).

AH er ikke omfattet af forbuddet, men betragtes stadig af mange som stærkt problematisk.

Bare et lykketal
Mens de sociale medier kogte af undren og afsky, gik historikeren Annalena Schmidt på Twitter og annoncerede, at den syriske mand blot havde valgt at bruge sine egne initialer efterfulgt af sine lykketal.

Om bilen er kommet hjem til sin retmæssige ejer melder historien endnu ikke noget om.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere