Nedrivning forsinker Falck: Nu er Bents mor død

Falck var ikke blevet informeret om vejændringer i en boligforening i Holstebro. Derfor kom de for sent, da Bent Nyborgs mor stoppede med at trække vejret

Bent Nyborg mistede sin mor 31. december. Han tror, at situationen kunne have set anderledes ud, hvis Falck var kommet i tide. Foto: Privat/Ekstra Bladet
Bent Nyborg mistede sin mor 31. december. Han tror, at situationen kunne have set anderledes ud, hvis Falck var kommet i tide. Foto: Privat/Ekstra Bladet

Bent havde skænket sig selv et glas vin. Det var jo nytår. Han satte sig til rette i sofaen i selskab med sin 91-årige mor. Til sin store forskrækkelse opdagede Bent Nyborg, at hun sad fuldstændig livløs i sofaen. Han ringede omgående til Falck og gik i gang med kunstig åndedræt. Det virkede ikke. Så forsøgte han sig med hjertemassage. Men der var stadig ingen reaktion.

Falck-stationen ligger kun to kilometer væk fra Bent Nyborgs adresse i Holstebro, så han havde forventet, at de ville være der i løbet af fem minutter. Men da der var gået ti, og Falck endnu ikke var dukket op, ringede han igen.

- Hvor fanden bliver I af? Spurgte han febrilsk i telefonen.

Hvad Bent Nyborg ikke vidste, var, at 52 boliger i området i øjeblikket bliver revet ned, hvilket resulterer i flere spærrede veje.

Den 61-årige mand fra Holstebro vil skyde på, at Falck ankom efter knap 20 minutter. På det tidspunkt var det for sent. Bents mor var død.

- Jeg anklager ikke nogen, men hvis de havde været her efter fem minutter, havde det måske ikke kostet et liv, siger Bent Nyborg til Ekstra Bladet.

Falck forklarede, at de havde svært ved at komme frem på grund af de spærrede veje.

Foto: Polfoto/Christer Holte
Foto: Polfoto/Christer Holte
 

Siden har Bent Nyborg fundet ud af, at Falck ikke var informeret om de trafikale ændringer. Derfor peger han ikke fingre af en nogen, men han understreger, at det er vigtigt at få styr på situationen, så uheldet ikke sker igen i området.

Ændringer på vej
Dagbladet Holstebro-Struer har været i kontakt med boligselskabets Sct. Jørgens direktør, Anders Vestergaard, der erkender, at der har været et problem.

Et problem som nu bliver ændret.

- Det er nu aftalt, at der bliver sat flere skilte op ved de forskellige indkørsler til Heimdalsparken. Vi går nu det hele igennem, og det skulle være ordnet i løbet af en uges tid, siger Anders Vestergaard til den lokale avis.

Samtidig kan han fortælle, at både politi, brandvæsenet og Falck er blevet orienteret om de ændrede adgangsforhold, når flere blokke rives ned.

Bent Nyborg er glad for forandringer, men havde håbet, at det var sket noget tidligere.

- Det er fint, at de laver ændringer nu. Men det kostede så også et liv.

Den lokale avis har samtidig haft fat i AMK Vagtcentral, som håndterer alarmopkald i Region Midtjylland. Herfra bekræftes det, at der var en episode i det pågældende område nytårsaften.

Ligesom Falck fortalte Bent Nyborg på årets sidste dag, var de ikke informeret om vejændringerne. Derfor kommer vagtcentralleder Kurt Kongerslev også med en opfordring.

- Generelt opfordrer vi til, at man desuden sørger for en god skiltning, når der er midlertidig spærring af veje og omkørsler.

Bent Nyborgs mor var det eneste familie, som han havde. Han boede sammen med hende og havde en økonomisk overenskomst.

- Jeg kan risikere at komme på gaden. Uden min mors pension skal jeg være heldig, hvis jeg finder noget at bo i.