Netcafé får stor bøde: Holder åbent trods coronaforbud

Mod retningslinjerne holdt en netcafé åbent torsdag aften

Mette Frederiksen fastholdt lukning af caféer, restauranter, natklubber og mere på pressemøde 6. april. Video: Ritzau

En netcafé i Esbjerg kan se frem til at bøde på mindst 10.000 kroner.

Netcaféen har nemlig overtrådt forbuddet mod at holde åbent for at undgå coronasmitte.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Syd- og Sønderjyllands Politi havde ellers ikke haft bødeblokken fremme i 14 dage, men måtte altså hive den frem torsdag aften og give netcaféen den klækkelige bøde.

Se også: Frisør får stor bøde: Klippede kunderne derhjemme

Syd- og Sønderjyllands Politi er nu oppe på otte coronarelaterede sigtelser fordelt på fire hændelser.

'De tre sigtelser vedrører virksomheder, der har brudt forbuddet mod at holde lukket, mens de resterende fem sigtelser gælder samme hændelse, hvor en gruppe personer havde overtrådt forsamlingsforbuddet', skriver politikredsen på Twitter.

17. marts meddelte statsminister Mette Frederiksen (S), at forretninger og aktiviteter skulle lukkes som et tiltag mod coronasmitten. Det trådte i kraft dagen efter klokken 10.

Det gælder indendørs sports- og idrætsfaciliteter, fitnesscentre, frisører, massører, tatovører, restauranter, caféer, barer, værtshuse, diskoteker, natklubber, vandpibecaféer, storcentre, stormagasiner og arkader, hvor der færdes et større antal mennesker.