Nettet går amok over overfald på dansk buschauffør

En canadisk journalist delte sine oplevelser fra en bustur i Danmark, hvor en buschauffør blev overfaldet. Nu koger Twitter over

Overfaldet skete i en bus i København. Arkivfoto: Ritzau/ Scanpix
Overfaldet skete i en bus i København. Arkivfoto: Ritzau/ Scanpix

Twitter kogte søndag aften over. Den canadiske journalist André Picard fra avisen The Globe and Mail delte på det sociale medie sin oplevelse fra en bustur i København, hvor en buschauffør skulle være blevet overfaldet.

En oplevelse, han også efterfølgende har beskrevet på The Globe and Mail.

I første omgang skrev journalisten at en ung mand, der 'klart led af psykisk sygdom' løb op til buschaufføren, og stak ham med en kniv. Dette korrigerede den canadiske journalist senere.

- Chaufføren blev slået - ikke stukket, skriver André Picard.

Ekstra Bladet har været i skriftlig kontakt med journalisten, der skriver, at han korrigerede sig selv i forhold til et knivstikkeri.

- Noter venligst, at jeg korrigerede min tråd - skrevet hurtigt i en adrenalin-rus - og nu skriver, at chaufføren blev angrebet fysisk (slået). I første omgang troede vi, han var blevet stukket på grund af al blodet, skriver André Picard. 

Nettet koger over
Twitter kogte efterfølgende over - både fra folk, der troede på journalisten og folk, der satte spørgsmålstegn ved hændelsens rigtighed.

Budskabet fra André Picard er nemlig ikke til at tage fejl af. Han har delt hændelsen for at minde om, at Danmarks debat om immigranter er meget 'voldsom'.

André Picard beskriver, at chaufføren har rødder i Bangladesh, og at en mand med syriske rødder og politibaggrund afvæbnede overfaldsmanden, før politiet kom.

Ifølge Picard hjalp to hijabklædte kvinder til. Begge med sygeplejerskebaggrund. Den ene med rødder i Irak og den anden med rødder i Somalia, skriver han.

Som et led i Twitter-tråden linker den canadiske journalist til en artikel fra New York Times. En artikel, der handler om Danmarks 'barske nye love for indvandrer-ghettoer'.

'Danmark, ligesom mange vestlige lande, har en voldsom offentlig debat om placeringen af immigranter, og hvorvidt de kan koble sig på den vestlige kultur og værdier.'

'Det (red. episoden) var en påmindelse om at nogle værdier - såsom at bekymre sig om sine medborgere i en krisetid - er universel. Det var en påmindelse om, at immigranter og flygtninge bringer fantastiske færdigheder med sig. Det er ikke tilflytterne, vi skal frygte for, men de antagelser, vi har om dem,' skriver André Picard.

Bekræfter hændelse i bus
Københavns Politi bekræfter over for Ekstra Bladet, at der var en hændelse i en bus på samme tidspunkt og samme lokation, som André Picard beskriver over for Ekstra Bladet.

Der kom en anmeldelse 7.01 søndag morgen, og det skete ved Amager Boulevard 70.

Til Ekstra Bladet fortæller Brian Belling, der er vicepolitiinspektør hos Station City, at der slet ikke har været tale om, at chaufføren blev stukket ned.

- En passager i bussen - en 38-årig mand - overfalder chaufføren. Der er tale om vold uden brug af våben og vold mod tjenstemand, fordi det er en buschauffør. Det blødte – formentlig på grund af næseblod - og det er derfor, det kan have set voldsomt ud, siger Brian Belling.

Han må ikke oplyse om buschaufførens etnicitet. Han kan heller ikke bekræfte, om chaufføren fik hjælp af tilstedeværende i bussen, før politiet kom.

- Der er sket det, at chaufføren har låst bussen, og så har man hentet gerningsmanden, det er ikke sådan, at der er nogen, der har siddet og tilbageholdt gerningsmanden.

- Umiddelbart er det ikke det store cowboyder-slagsmål, der har været, siger Brian Belling.

Chauffør på benene igen
Vicepolitiinspektøren fortæller, at chaufføren ikke er indlagt, og han er på benene igen efter overfaldet. Det fremgår ikke af politirapporten, hvorvidt chaufføren blev hentet i en ambulance, som den canadiske journalist beretter, lyder det fra Brian Belling.

Hos Movia oplyser kommunikationsdirektør Camilla Struckmann også til Ritzau, at buschaufføren trods omstændighederne er ved godt mod.

- Det er jo forfærdeligt og uacceptabelt, når sådan noget sker. Nu skal han bare komme sig, siger hun.

Brian Belling vil heller ikke udtale sig om, hvorvidt overfaldsmanden er psykisk syg. Manden er løsladt igen.

- Det er fordi, vi ikke mener, der er grundlag for at få ham varetægtsfængslet, lyder det fra vicepolitiinspektøren.

André Picard er mandag ikke vendt tilbage på Ekstra Bladet forespørgsel om et opfølgende interview.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere