New Yorks borgmester: Mistænkelige pakker er terror

FBI vil endnu ikke oplyse, hvad der præcis var i de pakker, der er sendt til fremtrædende Trump-kritikere

Flere mistænkelige pakker, som dem der er sendt til blandt andre de to tidligere præsidenter Barack Obama og Bill Clinton, kan være i posten i USA.

- Det er muligt, at flere pakker er blevet sendt eller kan blive sendt, siger William Sweeney, vicedirektør for forbundspolitiet FBI.

Han udtaler sig torsdag aften dansk tid på en pressekonference om de mistænkelige pakker.

New Yorks borgmester, Bill de Blasio, siger på samme pressekonference, at han ikke er i tvivl om, at dette er terrorisme.

- Det er absolut terrorisme. De er lavet for at skabe frygt, siger borgmesteren.

- Tydeligvis er det, vi har set i de seneste dage, et angreb mod medier og fremtrædende offentlige personer.

Hverken FBI-vicedirektøren eller New Yorks politichef, James O'Neill, vil komme nærmere ind på, hvad pakkerne præcis indeholdt. Af hensyn til efterforskningen holder de kortene tæt til kroppen.

Men O'Neill oplyser, at myndighederne behandler de mistænkelige pakker som sprængfarlige.

- Vi behandler det ikke som attrapper, siger han.

Hverken han eller Sweeney vil svare på spørgsmål om, hvorvidt de bombelignende genstande virker professionelt fremstillet.

Foruden Obama og Clinton-parret var mistænkelige pakker også sendt til blandt andre tidligere CIA-direktør John Brennan, tidligere justitsminister Eric Holder og filantrop George Soros.

Senest er der sendt pakker til tv-stationen CNN og skuespilleren Robert De Niro torsdag.

Ingen er kommet til skade.

Fælles for de personer, som de i alt ti pakker er sendt til, er, at alle er kritiske over for præsident Donald Trump og hans styre.

Tidligere torsdag oplyste en kilde til nyhedsbureauet Reuters, at efterforskningen koncentrerer sig om spor i Florida.

Det vil hverken New Yorks politikommissær eller FBI bekræfte.

- Vi vil ikke komme ind på, hvor pakkerne er sendt fra, siger Sweeney på pressekonferencen.

FBI's vicedirektør vil kun bekræfte, at pakkerne er blevet sendt gennem posttjenesten USPS.

Sweeney tilføjer, at den pakke, som ankom til tv-stationen CNN's adresse onsdag, også indeholdt en konvolut med et hvidt pulver, har politiet tidligere oplyst.

Pulveret er sendt til undersøgelse på et af FBI's laboratorier, og det udgør ikke "en biologisk trussel", oplyser Sweeney.

- Men det undersøges stadig, siger han.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere