Ni personer anholdt efter mystisk biljagt

Flere biler var involveret i en biljagt tirsdag aften i Vollsmose

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

En større biljagt satte tirsdag aften den berygtede Odense-bydel Vollsmose på den anden ende.

I alt blev ni personer anholdt.

- En biljagt udviklede sig fra Birkeparken i Vollsmose. To biler jagter en tredje, hvilket vi bliver opmærksomme på, da vi selv har en civilvogn derude, siger vagtchef hos Fyns Politi Lars Thede til Ekstra Bladet.

Efter at det gik op for de jagtende biler, at de havde politiet i bagsmækken, kørte de rundt om et hjørne og hoppede ud af bilerne

- Så står der ni mænd, der ligner en gang gulerødder, som er groet op af jorden ved siden af bilerne. De kender ikke noget til noget, forklarer Lars Thede.

- Vi mener selvfølgelig, at det er dem, der har været ude og køre i bilerne, men det er ikke nemt at bevise, hvem der har ført køretøjerne. Alles dna vil være at finde overalt.

De ni mænd, som politiet mener har været i de jagtende biler, blev anholdt. Senere på natten blev de løsladt fra politigården i Odense.

- Vi skønnede, at hvis der skulle opretholdes ro og orden, var det nødvendigt, at de blev anholdt, siger Lars Thede og tilføjer, at mændene var meget lidt meddelsomme.

Der blev hverken fundet slagvåben eller stoffer i bilerne, og ingen af mændene modtog en sigtelse.  Det er endnu uklart, hvad der er gået forud for biljagten.

Mand påkørt
Natten til mandag blev tre personer anholdt efter et større slagsmål, hvor også en mand blev påkørt i Odense.

- Vi fik en anmeldelse klokken 19.05 om et stort slagsmål mellem to grupper i Korsløkkehaven i Odense, men da vi kommer derud, er der ingen, sagde vagtchefen på daværende tidspunkt, Ehm Christensen.

- Ti minutter senere får vi så en anmeldelse om, at tre biler er kørt sammen, og en person er blevet bevidst påkørt, sagde han.

Politiet fandt ikke frem til den påkørte.

Til gengæld har politiet fundet en hvid Mercedes med store skader og blodrester.

Det vides ikke, om de to episoder har nogen sammenhæng.

Se også: Politi: Mand påkørt efter stort slagsmål

Skærm

Hent flere
Hent flere