Niårig dreng død efter trafikulykke: Mand fængslet for uagtsomt manddrab

En niårig dreng er som det tredje offer død efter søndagens alvorlige ulykke ved Hodsager tæt på Holstebro

Foto: Morten Stricker/Ritzau Scanpix
Foto: Morten Stricker/Ritzau Scanpix

Ved du noget? Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk.

En niårig dreng er afgået ved døden som følge af de kvæstelser, han pådrog sig i et alvorligt trafikuheld ved Holstebro søndag.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Dermed er antallet af dræbte nu oppe på tre. En syvårig pige og en 41-årig kvinde blev dræbt på stedet i ulykken, der skete klokken 10.39 på Hodsagervej ved Brogårdsvej, hvor den 41-årige med tre børn i en Citroën C1 holdt stille på vejen og ville svinge til venstre.

Det overså en 24-årig mand i en Ford Mondeo tilsyneladende. Med stor kraft kørte han op bag i den mindre bil, der blev slynget af vejen.

Et vidne har vurderet, at han kørte mellem 110 og 130 kilometer i timen, da det gik galt. Selv mente han ikke, at han kørte mere end 85-90 kilometer i timen.

Foto: Morten Stricker/Ritzau Scanpix
Foto: Morten Stricker/Ritzau Scanpix

Mens en syvårig pige og en 41-årig kvinde i Citroën'en blev dræbt på stedet, blev den niårige dreng hårdt kvæstet kørt på hospitalet til behandling. Det er altså herfra, at lægerne et døgn senere har måttet give op i forsøget på at redde drengens liv.

Drengen blev konstateret død mandag, oplyser politiet.

Et tredje barn - endnu en syvårig pige - kom alene lettere til skade ved sammenstødet.

Også den 24-årige mand kom lettere til skade. Han blev efter behandling på hospitalet anholdt og sigtet dels for uagtsomt manddrab, dels for spirituskørsel.

Ved Retten i Herning mandag valgte en dommer at varetægtsfængsle manden i fire uger. En kendelse, som manden valgte at kære til landsretten.

Midt- og Vestjyllands Politi har tætte relationer til en af de dræbte i ulykken. Derfor har det stedlige politi valgt at erklære sig inhabil i sagen. I stedet har det været en anklager fra Østjyllands Politi, som har mødt op i retten, ligesom man er ved at afklare, om det også er Østjyllands Politi, som skal tage sig af efterforskningen.

Se også: To personer omkommet i voldsom færdselsulykke

Se også: Mor og syvårig pige trafikdræbt: Mand sigtet for spritkørsel og uagtsomt manddrab

 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere