Niårig pige forsvandt for 17 år siden: Nu har politiet fået stort gennembrud

Et af Tyskland største mordmysterier kan være tæt på at være opklaret

7. maj 2001 forsvandt den niårige pige Peggy Knoblauch sporløst, da hun var på vej hjem fra skole i den lille by Lichtenberg tæt ved Tjekkiets vestlige grænse.

Trods intens eftersøgning var der ingen, der kunne finde pigen, og først 2. juli 2016 blev hendes jordiske rester fundet i et skovområde i Thüringen, omkring 12 kilometer fra Lichtenberg.

Og nu er politiet kommet et stort skridt tættere på at opklare mordgåden.

Det skriver flere tyske medier, heriblandt Bild.

Således har efterforskerne på et pressemøde fredag formiddag fortalt, at en 41-årig mistænkt over for politiet har indrømmet, at han har begravet liget af den lille pige.

'Forsøgte at genoplive hende'
Ifølge politiet nægter han dog at skulle stå bag drabet på pigen. Han hævder derimod, at han skulle have fået overdraget liget af den lille pige i et busskur i Lichtenberg, hvorefter han havde forsøgt at genoplive pigen.

Da det viste sig at være forgæves, valgte han i stedet at pakke hende ind i klæde for derefter at køre ud og begrave hende i skoven. Hendes jakke og taske har han efterfølgende brændt.

Politiet har fundet spor efter pigen i den bil, den mistænkte kørte i på dagen.

Den 41-årige, der altså har indrømmet at have kørt liget væk, har over for politiet sat navn på personen, han hævder havde overleveret til afdøde pige til ham.

Politiet understreger dog, at det stadig kun er den 41-årige, der er mistænkt i sagen.

I 2014 gjorde man en grav klar til den lille pige, da man troede, man havde fundet hendes lig. Det viste sig dog ikke at være hende, og der skulle altså gå yderligere to år, før hendes lig dukkede op i en skov. Foto: Ritzau Scanpix
I 2014 gjorde man en grav klar til den lille pige, da man troede, man havde fundet hendes lig. Det viste sig dog ikke at være hende, og der skulle altså gå yderligere to år, før hendes lig dukkede op i en skov. Foto: Ritzau Scanpix
 

Ikke fængslet
Ikke desto mindre er mistanken dog ikke så konkret, at politiet har forsøgt at få manden fængslet.

- Varetægtsfængsling kræver en konkret mistanke, hvilket vi ikke ser i øjeblikket, lyder det fra statsanklager Daniel Götz på fredagens pressemøde.

Selvom den 41-årige altså har indrømmet at have bortskaffet liget, kan han ikke blive dømt for usømmelig omgang med lig alene, da sagen er forældet på grund af de mange år. Han kan dog stadig blive tiltalt for drabet, da der ikke er nogen forældelsesfrist for drabssager.

I forbindelse med efterforskningen har politiet ransaget den 41-åriges hjem i Marktleuthe, ligesom at de har gennemsøgt hans forældres hjem i Lichtenberg.

Politiet fortæller på pressemødet, at de fortsætter efterforskningen, men at de nu vurderer, at de er tæt på en opklaring. Efterforskningen fortsætter med den 41-årige som hovedmistænkt.

Udviklingshæmmet dømt
Tidligere har den udviklingshæmmede Ulvi Kulac været dømt i sagen. Sagen var bemærkelsesværdig, fordi han alene blev dømt på baggrund af hans egen erkendelse, og der var ikke nogen tekniske beviser, idet han blev dømt i 2004, inden liget blev fundet.

Det blev siden besluttet, at sagen skulle tages om, og i 2014 blev han frifundet.

Ifølge tyske medier er den 41-årige mand, der nu er mistænkt i sagen, en bekendt til den tidligere dømte.