Niårig pige fundet død i sportstaske

To personer er anholdt efter politiet sendte en tegning ud af en niårig pige, der blev fundet død i en sportstaske

Den lille pige, hvis lig i sidste uge blev fundet i en sportstaske, er blevet identificeret. Foto: LA County Sheriff's
Den lille pige, hvis lig i sidste uge blev fundet i en sportstaske, er blevet identificeret. Foto: LA County Sheriff's

I 2018 blev 49 børn, der var meldt savnet i den amerikanske stat Californien, fundet døde.

Næsten 77.000 børn blev meldt savnet i Californien sidste år. Ud af dem vendte kun omkring 60.000 hjem igen – enten på egen hånd eller efter at være blevet fundet af politiet.

Sådan lyder de skræmmende tal fra California Department of Justice. De viser også, at antallet af forsvundne børn, der er fundet døde, er steget i løbet af de seneste fem år - fra 38 i 2014 til 49 i 2018.

Fundet død i sportstaske
Den seneste sag, der nu kan tilføjes til den sørgelige statistik, begyndte, da en ni år gammel pige i sidste uge blev fundet død. Hendes lig lå i en sportstaske ved en sti i Hacienda Heights i Los Angeles.

Det skriver blandt andre New York Times.

Pigen er nu blevet identificeret som niårige Trinity Love Jones, og retsmedicineren har fastslået, at der er tale om mord.

Politiet hos Los Angeles County Sheriff’s Department vil ikke komme nærmere ind på, hvordan pigen blev slået ihjel. Efterforskerne mener, at hendes lig havde ligget ved stien i sportstasken i under 48 timer, før det blev fundet.

To personer er blevet anholdt og varetægtsfængslet i forbindelse med sagen, men politiet arbejder stadig på at fastslå, hvem der slog Trinity Love Jones ihjel.

- Jeg vil bare have svar
KTLA-TV har ifølge New York Times talt med pigens sørgende og chokerede far. Han beskriver sin datter som 'fuld af liv og glæde'.

- Ingen ord kan forklare, hvad jeg føler lige nu. Jeg vil bare have svar. Jeg vil bare have retfærdighed, siger Antonio Jones, som ikke vil tale med medierne om de nærmere detaljer omkring mordet på sin datter.

Sagen om den niårige pige blev kendt i hele USA, da politiet efter fundet offentliggjorde en tegning af hende ud fra det tøj, hun blev fundet i.

Det førte til flere tusinde tips og henvendelser, hvilket ifølge politiet var det, der gjorde det muligt at identificere hende som niårige Trinity Love Jones.