Nikolaj slæbt efter bil: - Tænkte bare jeg ikke ville dø

En far blev søndag trukket efter en Volkswagen i høj fart. - Han kunne have slået mig ihjel, lyder det

Nikolaj er stadig ikke kommet sig over søndagens skræmmende episode. Foto: Privat
Nikolaj er stadig ikke kommet sig over søndagens skræmmende episode. Foto: Privat

Da den selvstændige håndværker og far Nikolaj Hansen søndag var på vej hjem fra campingferie med sin femårige søn, fik han sig en gevaldig forskrækkelse på en strækning mellem Aabybro og Brovst.

- Vi kører med 60-65 kilometer i timen. Han overhaler, selvom der kommer modkørende og med hornet i bund. Jeg tænkte: 'hvad fanden sker der', siger Nikolaj Hansen til Ekstra Bladet og fortsætter:

- For ikke at ramme sammen var jeg tvunget til at nødbremse. Alligevel skete der et sammenstød.

'Ender galt'
Da chaufføren efterfølgende ikke ville holde ind, så Nikolaj Hansen sig nødsaget til at tage sagen i egen hånd.

- Jeg foretager en overhaling og bringer ham til standsning. Herefter stiger jeg ud for at tale med ham, men han er kørt højre om for at stikke af. Jeg løber så hen til hans bil og rækker min højre arm ind af hans vindue, der er halvt åbent. Men her tager han fast i min højre arm og sætter i gang med ganske høj fart, siger far-Nikolaj, hvis søn heldigvis sov på bagsædet.

- Hvor hurtigt kørte han?

- Det føltes virkelig hurtigt. Jeg når at tænke, det er noget lort, men jeg ved ikke, hvor hurtigt det var. Jeg havde nok at gøre med at tænke på, at jeg ikke ville dø.

Efterlyst
Nikolaj slap heldigvis med skrækken og er sluppet uden brud.

Siden hen har han efterlyst ejeren af bilen på Facebook i et opslag, der er blevet delt mere end tusind gange.

Bilen, der trak Nikolaj efter sig. Foto: Privat
Bilen, der trak Nikolaj efter sig. Foto: Privat
 

- Det mindste han kunne gøre, var at sige undskyld. Så var man nået langt, siger håndværkeren, der i dag også har været til afhøring hos Nordjyllands Politi.

- Grunden til, at jeg ikke sletter opslaget, er, at hans familie og venner må se, hvad han er for en karl. Når man ikke tager ansvar for sine handlinger, må det være fair, at sandheden kommer frem, siger han:

- Han kunne have slået mig ihjel, hvis jeg var faldet med den fart, afslutter Nikolaj.

Ekstra Bladet har kontaktet Nordjyllands Politi for en kommentar.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere