Nino: Da jeg vågnede var der politi og ambulancer udenfor

Nordeuropæiske turister kan ikke styre branderten, lyder kritikken på Costa del Sol, hvor en 40-årig dansker søndag morgen blev fundet død - hendes kæreste er mistænkt for drab

Nino Barbosa fra Extremadura ville nyde Middelhavet med sin familie i Torre del Mar. Søndag vågnede han op til politi og ambulance, efter at en dansk kvinde var fundet død i sin hotelseng. (Foto: Anthon Unger)
Nino Barbosa fra Extremadura ville nyde Middelhavet med sin familie i Torre del Mar. Søndag vågnede han op til politi og ambulance, efter at en dansk kvinde var fundet død i sin hotelseng. (Foto: Anthon Unger)

TORRE DEL MAR: (Ekstra Bladet): Både lokale andalusiere og indenlandske spanske turister er rystede over, at en 40-årig kvinde er blevet fundet død på sit hotelværelse på Costa del Sol.

Da Ekstra Bladet sent mandag nat ankommer til turistbyen øst for Malaga er der ingen spor af danske turister i området ved BQ Andalucia Beach Hotel, hvor kvinden lå død i sengen på sit værelse.

Mens en flok spanske feriegæster standser op for at tale om dødsfaldet, som politiet efterforsker som et drab, defilerer nogle lettere skoldede tilsyneladende nordeuropæere igennem receptionen til hotellet med et kort 'hola' til receptionisten.

Nino Barbosa lader Ekstra Bladet forstå, at han og hans familie var overraskede over den uhyggelige begivenhed i det andalusiske ferieparadis.

- Jeg vågnede søndag morgen og så, at der holdt politi og ambulance ude foran. Først fik vi at vide, at en mand var død, men så kom beskeden om, at det altså var en udenlandsk kvinde - en dansker, siger den 48-årige Barbosa til Ekstra Bladet.

Han er rejst med sin kone og en hel del familiemedlemmer fra den spanske provins Extremadura i det vestlige Spanien til ferieparadiset Torre del Mar for at holde badeferie ved Middelhavet.

- Vi er indignerede over det, og det kommer jo pludselig tæt på, lyder det, før han uddyber, at han ikke har mødt hverken den nu afdøde kvinde eller anholdte mand og i øvrigt ikke føler sig utryg på det firestjernede hotel.

Indenfor fortæller den kvindelige receptionist Patricia til Ekstra Bladet, at hun ikke var på arbejde i weekenden, da liget af kvinden blev fundet.

Hun føler sig ikke ekstra udsat, selv om meget tyder på, at der er sket en forbrydelse på hendes arbejdsplads.

- Man hører desværre hele tiden om det. Det er ikke længe siden, at en udenlandsk kvinde blev dræbt af sin mand på et hotel tættere på Malaga, husker Patricia.

I februar blev en litauisk kvinde dræbt på et hotel i Ronda. Hendes 52-årige mand blev anholdt for drabet.

Patricia fortæller, at hovedparten af de udenlandske turister på BQ Andalucia Beach Hotel er tyskere. Om de nordeuropæiske gæster lyder det, at flere desværre har problemer med at styre alkoholindtagelsen, og at de store mængder sammen med varmen udgør en farlig cocktail.

Det bekræfter Eduardo Roberto, som står i receptionen på Hotel Las Américas ikke langt derfra:

- Der er blevet mere og mere ballade igennem årene, selv om det selvfølgelig ikke kan måle sig med steder som Mallorca og Lloret de Mar (Costa Brava, red.), hvor der kommer mange flere turister end her, siger den 28-årige mand til Ekstra Bladet.

Spansk politi er meget tavse i sagen om den døde danske kvinde. Der er ingen oplysninger fremme om, hvorvidt alkohol spiller en rolle i tragedien.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere