Nøgen mand fundet død i havnebassin

En mand er blevet fundet død i Aabenraa. Endnu ikke identificeret

En endnu uidentificeret mand er torsdag formiddag fundet druknet i havnebassinet i Aabenraa.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til Ekstra Bladet.

- Klokken 10.54 får vi en anmeldelse om, at der er en druknet person i vandet. Vores betjente hopper efter ankomsten ned for at få manden op, men han bliver erklæret død på stedet, siger Søren Strægaard, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

Se mere video på localeyes.dk

Politiets efterforskere er nu på stedet for at forsøge at fastslå dødsårsagen, dødstidspunkt og for at fastslå identiteten på manden.

Politiet har på nuværende tidspunkt ingen formodning om, hvem det kan være, idet der ikke umiddelbart er nogen, der er efterlyst i området, oplyser vagtchefen.

Siden Ekstra Bladet talte med politiet, har de overfor Ritzau oplyst, at manden var nøgen.

- Umiddelbart er der ingen tegn på, at der er begået en forbrydelse, fortæller Søren Strægaard.

For at få klarhed over dødsårsagen skal der i første omgang foretages et retslægeligt ligsyn. Samtidig arbejder politiet på at finde frem til mandens identitet.

Ekstra Bladet følger sagen...