Nøgen mand med 'partner' vakte opsigt i vejkant

Der mødte en kvinde et mærkværdigt syn på Sønderborg Motorvejen fredag eftermiddag

En 46-årig kvinde fik sig ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi 'en på opleveren', da hun fredag eftermiddag kørte på Sønderborg Motorvejen i vestlig retning ved Vestre Sottrup.

Klokken 14.13 ringede hun til politiet og anmeldte, at hun havde fået øje på en nøgen mand, der havde sex med en form for lolita-dukke i vejkanten.

- Hun havde svært ved at snakke, for hun syntes, det var vældigt morsomt, siger Erik Lindholdt, vagthavende ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Selvom mandens optrin kan synes uskyldigt, er det ikke helt lovligt.

- Det er blufærdighedskrænkelse, og desuden kan det være farligt for trafikken, fordi det forstyrrer bilisterne, siger Erik Lindholdt.

Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi har man ikke fået yderligere henvendelser om sagen og har ikke pågrebet vedkommende.

- Vi formoder, at han var færdig, lyder det fra den vagthavende.

På Twitter skrev politiet også om sagen på yderst sober vis:

'Normalt blander vi os ikke i dukkeproduktion. Men når processen foregår uden en trevl på kroppen i græsrabat tæt på motorvej, så hæver vi nok alligevel lidt på øjenbrynene...'

- Ja, måske var det endda så sobert skrevet, at ingen forstod det, lyder det fra den vagthavende, der fik flere undrende spørgsmål om tweetet.

Nu mener Ekstra Bladet dog at have forklaret sagen, så alle kan forstå den.