Norsk kvinde fundet på øde ø

En sejler opdagede tidligere på ugen en kvinde på en øde ø i Norge. Hun forklarer, at hun blev efterladt alene i tre dage efter et skænderi

Hvilke tre ting ville du tage med på en øde ø?

Det spørgsmål fik en norsk kvinde i 50'erne formentlig ikke lejlighed til at overveje, før hun stod alene på en klippeø.

Efter eget udsagn blev hun nemlig efterladt uden vand på den lille ø Furuholmen cirka 90 kilometer syd for Oslo.

Det skriver norske VG.

En sejler fandt kvinden i tirsdags, da hun råbte og skreg på hjælp ind fra øen. Da sejleren ikke kendte farvandet omkring øen, tilkaldte han søredningstjenesten, men inden de nåede frem, havde en anden fritidssejler dog nået at redde den nødstedte kvinde, der ifølge VG både var forvirret og tørstig, men ellers ved godt helbred.

Se også: Skrev 'Help' i mudder og tændte bål: Desperat par reddet fra krokodiller

Kvinden selv siger ifølge norsk politi, at hun havde opholdt sig i tre dage på øen, der er en halv kilometer bred og en god kilometer lang.

- Hun har forklaret, at hun var ude i en båd sammen med tre andre. De kom op at skændes, og så forlod de hende på øen, fortæller Kjetil Ringseth, der er operationsleder i politidistrikt Øst, til VG.

Politiet kender identiteten på en af de tre personer, som kvinden har anklaget for at efterlade hende på den øde ø. Herfra skal der foretages en politiundersøgelse af, hvad der er sket.

Hvis kvindens beretning passer, kan de tre personer risikere at få en dom for at have efterladt hende på øen.

Samfund - 21. dec. 2014 - kl. 12:05 Utroligt: Mand reddet efter seks dage på øde ø

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere