Nu begynder ankesagen: Madsen møder selv op

Ankesagen er berammet til tre dage. Dommen falder efter planen om ni dage

Ekstra Bladet liveblogger fra retsmøderne i ankesagen i ubådssagen. Retsmødet i dag begynder 930.

Straffesagens hovedperson møder selv op fra sin adresse i Herstedvester Fængsel i Albertslund, når ankesagen i ubådssagen starter i dag i Østre Landsret. Det bekræfter 47-årige Peter Madsens forsvarer, Betina Hald Engmark, over for Ekstra Bladet.

De tolv dage i byretten er barberet ned til tre, og mens der var indkaldt 37 vidner i byretten, vil der slet ikke blive ført vidner i landsretten, hvor Peter Madsen kun har anket strafudmålingen og ikke skyldsspørgsmålet.

Det vil derfor ikke være et slagsmål om, hvorvidt Peter Madsen har dræbt Kim Wall, men derimod om livstidsdommen er den rigtige, eller han i stedet bør slippe med en tidsbestemt straf.

Der er ikke mange eksempler på, at ustraffede gerningsmænd får livstid for kun et drab på en voksen person, men da Københavns Byret fældede dommen var der ikke meget slinger i valsen.

Her fremgik det, at retten ved fastsættelsen af straffen havde lagt vægt på, at der var tale om ’et kynisk og planlagt seksuelt overgreb og drab af særdeles brutal karakter på en tilfældig kvinde, der i forbindelse med sit journalistiske arbejde havde taget imod et tilbud om en sejltur i tiltaltes ubåd’.

Sådan er pladserne i retten fordelt

Der er et begrænset antal tilhørerpladser i retssal 1 i Østre Landsret og for at sikre, at der er pladser til Kim Walls familiemedlemmer og Peter Madsens støtter i retten, er resten af pladserne fordelt på forhånd.

Der er:

- 12 pladser til danske landsdækkende nyhedsmedier

- 2 pladser til svenske landsdækkende, elektroniske medier med public service-forpligtelser

- 6 pladser til journalister fra andre danske- og udenlandske medier, der hver dag fordeles efter først-til-mølleprincippet.

- 6 pladser til andre tilhørere, der hver dag fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Der har været en brevkorrespondance mellem Peter Madsen og den såkaldte Kundby-pige. Foto: Ida Guldbaek/Ritzau Scanpix og privatfoto Krimi Nu er de i samme fængsel: Peter Madsen skriver med Kundby-pigen

Entydig dom
Men selvom der ikke er bevisførelse eller vil blive bragt ny efterforskning på bordet, vil sagens nye anklager, Kristian Kirk, formentlig alligevel under sin forelæggelse af sagen sikre, at domsmandsrettens tre juridiske dommere og tre domsmænd forstår sagens alvor og de makabre detaljer, der fik byretten til at fælde en meget klar og entydig dom over Peter Madsen.

Så længe sidder livstidsdømte

Anklagemyndigheden går efter en stadfæstelse af livstidsdommen, subsidiært forvaring, til Peter Madsen.

Hvis dommen bliver stadfæstet, vil han dele skæbne med 25 indsatte, der pr. august 2018 afsoner en livstidsdom i Kriminalforsorgens institutioner.

Det viser helt nye tal fra Kriminalforsorgen.

De livstidsdømte er alt overvejende dømt for drab, mens de forvaringsdømte primært er dømt for drab, vold og voldtægt.

I perioden 2008-2017 er der i alt fem livstidsdømte, der er blevet prøveløsladt. Baseret på de fem prøveløsladelser er den gennemsnitlige afsoning inden prøveløsladelse for livstidsdømte cirka 17 år.

Herunder vil anklageren formentlig, ligesom daværende specialanklager Jakob Buch-Jepsen  i byretten, vise billeder af de ligdele og remedier, der blev efterladt på havets bund af Peter Madsen, og de mange stik liget havde.

Ligeledes kan man forestille sig, at også Peter Madsens søgehistorik op til drabet, blandt andet halsoverskæring af en kvinde, bliver gennemgået. Alt sammen for at sandsynliggøre, at der var tale om et planlagt sexdrab.

Kort efter Peter Madsen blev overfaldet i Storstrøm Fængsel, blev han flyttet til Herstedvester Fængsel, som han selv havde ønsket. Arkivfoto: Anthon Unger
Kort efter Peter Madsen blev overfaldet i Storstrøm Fængsel, blev han flyttet til Herstedvester Fængsel, som han selv havde ønsket. Arkivfoto: Anthon Unger

Personlige forhold
Derudover vil Peter Madsens forklaring i byretten formentlig også blive læst op, ligesom vidneforklaringer, der ikke drejer sig om skyldsspørgsmålet, kan blive læst op.

Omvendt vil forsvareren formentlig komme ind på de ting, der eksempelvis kan tale for, at drabet ikke var planlagt.

Hverken forsvarer Betina Hald Engmark eller anklager Kristian Kirk har ønsket at tale om deres tilrettelæggelse af sagen, før retten er sat.

Sagen fortsætter 12. og 14. september, hvor der ventes dom.