Nu efterlyses Steffen og Niklas over hele verden

To forsvundne danskere er nu blandt de efterlyste savnede i Interpol-systemet

Steffen Dam Jensen og Niklas Heramb er nu efterlyst offentligt i Interpol. Politifotos
Steffen Dam Jensen og Niklas Heramb er nu efterlyst offentligt i Interpol. Politifotos

To sporløst forsvundne unge danskere er de seneste, der er blevet tilføjet listen over offentligt efterlyste forsvundne danskere i Interpol. Her står pt. 40 børn og voksne danske statsborgere.

27-årige Steffen Dam Jensen forsvandt efter en julefrokost 1. december sidste år i Aarhus midtby.

Han var på restaurant Lava ved Åboulevarden, da han gik ud for at hente cigaretter. Han glemte sin telefon på restauranten og er sidst set ved 7/Eleven omkring klokken 01.30.

Ifølge kommunikationsrådgiver i Østjyllands Politi Jakob Christiansen er der ikke en specifik grund til, at Steffen Dam Jensen nu er efterlyst offentligt i Interpol. Det skal ses som et udtryk for, at de gør alt, hvad de overhovedet kan, for at finde ham og afsøger alle muligheder.

- Vi formoder, at han er faldet i vandet. Men vi ved ikke præcist, hvad der er sket. Vi leder stadig efter ham i den forstand, at vi har afsøgt alle de muligheder, vi har, med digitale spor, kigget overvågning igennem og ledt fysisk på land og i vand, uden at det har givet resultat, siger han.

sent som i lørdags søgte familie, venner og frivillige efter ham, men uden resultat.

Steffen Dam Jensen er 1,96 meter høj, vejer 108 kilo, har brunt hår og blå øjne.
Steffen Dam Jensen er 1,96 meter høj, vejer 108 kilo, har brunt hår og blå øjne.

Også  26-årige Niklas Heramb fra Korsør er kommet på Interpol-listen over de savnede danskere.

Han forsvandt 28. september sidste år samme dag, som politiet lukkede Danmark ned i forbindelse med en stor politiaktion, hvor blandt andet Storebæltsbroen og Øresundsbroen blev lukket. De to sager har dog intet med hinanden at gøre.

Niklas Heramb blev sidst set på Storebæltsbroen, hvor han parkerede en bil, han havde lånt, med motoren i gang og musik fra bilradioen. Men Niklas var sporløst forsvundet.

Niklas Heramb er sidst set på Storebæltsbroen. Politifoto
Niklas Heramb er sidst set på Storebæltsbroen. Politifoto
 

Efterfølgende er hans sko blevet fundet på stranden i Korsør.

- Vores efterforskning har ikke tilvejebragt, hvad der er sket, men vi har mistanke om, at han er faldet i  vandet, siger Tom Stysiek fra lokalpolitiet i Slagelse.

Interpol-efterlysningen vil kunne hjælpe med at identificere Niklas Heramb via tandsæt, som er lagt ind i systemet.

Hvis man ved noget, skal man kontakte politiet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere