Nu er dommen faldet: Fynsk selvmordslæge får 40 dages fængsel

Svend Lings får 40 dages betinget fængsel for at have medvirket til selvmord

Den pensionerede læge Svend Lings bliver idømt 40 dages betinget fængsel i sagen om aktiv dødshjælp, der onsdag er afgjort ved Retten i Svendborg. 

Frits Schjøtts, en 83-årig pensioneret psykiater, der også har været tiltalt i sagen, idømmes 14 dages betinget fængsel. Det oplyser Retten på sin hjemmeside.

Straffene er gjort betinget med en prøvetid på et år af hensyn til mændenes alder og personlige forhold.

I det seneste halve år har den 76-årige Lings været meget i medierne. Her har han givet udtryk for, at han har hjulpet omkring ti syge mennesker med at dø.

Han mener, at aktiv dødshjælp bør gøres lovligt i Danmark. 

Mens Schjøtts var tiltalt for ét forhold, var der tre tiltaler mod Lings. Sagen har handlet om tre konkrete sager. I to af dem er personerne døde, mens én overlevede et selvmordsforsøg.

Retten fandt det bevist, at begge læger havde medvirket til forsøg på selvmord i ét forhold. 

Schjøtts har tidligere erkendt, at han har udskrevet receptpligtig medicin til en mand, han var kommet i kontakt med gennem Lings

Retten vurderer, at Lings, der har fået frataget sin autorisation, havde medvirket til, at medicinen blev udskrevet. 

Derudover er Svend Lings kendt skyldig i at medvirke til selvmord ved at have rådgivet en kvinde om, hvordan hun kunne tage sit eget liv.

I dommen fremgår det, at han medvirkede ved at bekræfte kvindens valg af medicinske produkter og selvmordsmetode.

I lande som Holland, Belgien og Schweiz er aktiv dødshjælp lovligt. Men i Danmark kan det straffes med op til tre års fængsel, hvis man hjælper andre med at begå selvmord. 

Svend Lings forsvarer havde krævet, at han blev frifundet. Anklageren havde krævet op til et års fængsel til Lings og fire måneder til Schjøtts.

Dommerne i retten var enige i afgørelsen. 

Sammen med sin advokat vil Svend Lings nu se på, om han ønsker at anke dommen, oplyser hans forsvarer, Hanne Rahbæk.

- Min klient er glad og tilfreds med at være blevet frifundet i det ene forhold.

- På plussiden kan man sige, at retten har udmålt kortere tid, end anklageren havde påstået, siger hun. 

Men det, som hun nu vil undersøge, er begrebet om medvirken, som retten har lagt til grund. Hun mener, at man muligvis kunne bruge et andet begreb.

Anklager Kirsten Flummer mener stadig, at straffene burde være højere. Ifølge hende har man fejlagtigt lænet sig op ad kendt praksis, der ikke passer til sagen. 

- Den retspraksis, man kender, er i familieforhold og med nære, personlige relationer, hvor der er mange følelser involveret. Det er der jo ikke i en rent professionel handling, siger hun.

Tæt på Selvmordslægen: Jeg har hjulpet langt over ti med at dø