Nu er han løsladt: Skød 26-årig af frygt for nyt hjemmerøveri

Politiet har løsladt 66-årig mand, der skød gennem sin kælderdør og ramte 26-årig, som han frygtede var hjemmerøver

En 66-årig fik et flash-back fra et hjemmerøveri for tre år siden, da han skød den 26-årige gennem døren, som på billedet er erstattet med en træplade. (Foto: Kenneth Meyer)
En 66-årig fik et flash-back fra et hjemmerøveri for tre år siden, da han skød den 26-årige gennem døren, som på billedet er erstattet med en træplade. (Foto: Kenneth Meyer)

Politiet har løsladt en 66-årig mand, som natten til den 6. december skød en fuld ung mand, der i sin brandert efter en julefrokost var ved at trænge ind i den 66-åriges hus i Birkerød.

I knapt en måned sad den 66-årige varetægtsfængslet for drabsforsøg, men politiet mener, at der ikke længere er grund til at holde ham bag tremmer.

Politiet forventer dog, at der senere bliver rejst tiltale mod den 66-årige, der siger, at han affyrede sit lovlige jagtgevær i nødværge gennem ruden til sin kælderdør.

I maj 2011 blev den dengang 63-årige mand udsat for et brutalt hjemmerøveri, hvor tre røvere brød ind gennem kælderdøren og slog ham ned med en kløfthammer, så han fik kvæstelser i hovedet og smadret flere tænder.

Se også: Mor til skudoffer: - Min søn må leve med hagl i kroppen

Den 66-årige har forklaret, at han fik et flash-back til hjemmerøveriet, da den stærkt berusede 26-årige kl. 01.50 smadrede ruden til kælderdøren og forsøgte at kravle ind i huset. Han skulle overnatte hos en ven i Birkerød efter en fugtig julefrokost, men kunne ikke finde huset og gik forkert.

Kan ikke påvirke sagen
Den 26-årige blev ramt af et skud i maven, og var i livsfare. Husejeren ringede selv efter hjælp og sagde, at han måske havde ramt et person med skud.

- Vi er stort set færdige med efterforskningen, og den 66-årige har ikke mulighed for at påvirke sagen længere. Derfor er der intet grundlag for at holde ham varetægtsfængslet, siger vicepolitiinspektør Henning Svendsen, Nordsjællands politi.

Det bliver formentlig et nævningeting, der senere på året skal afgøre om den 66-årige handlede i lovligt nødværge eller om han skal dømmes for drabsforsøg.

Se også: Fik flash-back fra brutalt hjemmerøveri: Skød 26-årig

Selvom man går over grænsen for lovligt nødværge kan man alligevel blive straffri, hvis overskridelsen 'er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse,' siger straffelovens § 13 stykke 2 - og med den forklaring som den 66-årige hidtil har givet, vil det formentlig blive hans forsvar i retten.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den 66-åriges forsvarer advokat Flemming Hessner.

Mor: - Bare han får en straf
Det 26-årige skudoffer kan stadig intet huske om episoden, men han er i bedring, fortæller hans mor:

- Han er i gang med helingsprocessen. Men det går fremad, så meget kan jeg sige. Det vigtigste er, at han overlevede, siger hun.

Det betyder ikke noget, at den 66-årige nu er løsladt, siger moderen:

- Det er jeg ligeglad med. Bare han får den straf, som jeg mener, samfundet bør give ham. Man kan ikke bare gå og skyde som det passer en, fordi man har haft en traumatisk oplevelse. I min verden kan det slet ikke retfærdiggøre, at man begynder at skyde, siger hun.

- Det er vigtigst for mig, at han får en dom, der kan mærkes, så man ikke sender et signal om, at man bare kan skyde som det passer, fordi man har haft en dårlig oplevelse tidligere i livet.

Se også: Mor til skudoffer: Han var fuld og gik forkert

- Jeg håber, det danske retssystem, går ind og ser på, hvad man må i Danmark, og hvad man ikke må. Og så er jeg sådan set ligeglad med, hvad han har været udsat for.

- Han er nok det menneske i verden, der rager mig allermindst. For min skyld kunne han rådne op, og jeg håber virkelig, at han har et dårligt liv. Ellers har jeg intet tilovers for ham.

- Jeg ser ham som et afstumpet menneske, som slet ikke tænker rationelt.

- Han skal have en straf som kan mærkes og som sender et signal til Danmarks befolkning om, at det ikke er i orden, hvad han har gjort. Og det er ikke, fordi jeg er på et eller andet hævntogt, siger moderen.

1 af 3 Den 26-årige var fuld efter en julefrokost og kunne ikke finde det hus, han skulle sove i. Han blev skudt, da han vækkede villaejeren, som frygtede et nyt hjemmerøveri. (Foto: Kenneth Meyer)
2 af 3 Den 26-årige blev ramt af et skud hagl i højre side. Han mistede meget blod og var en overgang i livsfare. (Privatfoto)
3 af 3 En 66-årig fik et flash-back fra et hjemmerøveri for tre år siden, da han skød den 26-årige gennem døren, som på billedet er erstattet med en træplade. (Foto: Kenneth Meyer)