Nu hærger 'Firenados': Undtagelsestilstand!

To børn og deres oldemor er de seneste ofre for naturbrande, der har udløst undtagelsestilstand i Californien

Flere personer har mistet livet under de voldsomme naturbrande. Video: AP

Mindst fem personer har mistet livet under voldsomme naturbrande i det nordlige Californien, som har fået præsident Donald Trump til at erklære undtagelsestilstand for hele den amerikanske delstat.

To børn på fire og fem år samt deres 70-årige oldemor er senest blevet bekræftet døde, efter at have været savnet. De omkom, da branden med voldsom fart stormede ind i byen Redding i det nordlige Californien.

Det oplyser de lokale myndigheder ifølge nyhedsbureauet AP.

Ekstremt vejr får et ekstra skub af klimaforandringer

Fra Japan til Canada. Fra Nordafrika til Skandinavien og De Britiske Øer.

Store dele af den nordlige halvkugle har de seneste måneder oplevet usædvanligt høje temperaturer. Og når man taler om det varme sommervejr, er det svært ikke at tænke på den generelle globale opvarmning.

Der er ganske vist en sammenhæng mellem det ekstreme vejr og klimaforandringerne, forklarer professor og klimaforsker Jens Hesselbjerg Christensen fra Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet.

Men sammenhængen er kompleks.

- Vi kan ikke sige, at det ekstreme vejr skyldes klimaforandringerne. Men når vi oplever hedebølger og meget stabilt højtryksvejr, er drivhuseffekten med til at trykke temperaturerne ekstra op.

- Så chancen for, at man slår varmerekorder, og at hedebølger bliver lange, er stærkt øget. På den måde er klimaforandringer med til at give det ekstra nøk, der gør, at man oplever vejret som ekstremt, siger Jens Hesselbjerg Christensen.

Han bakkes op af Sebastian Mernild, der er professor og direktør for forskningsinstitutionen Nansen Center i Bergen i Norge. Sebastian Mernild er desuden hovedforfatter på en kommende klimastatus fra FN.

- Man skal altid være påpasselig med at relatere klimaforandringer til en enkelt hændelse. Men vi ved, at i en varmere verden har man flere varmeekstremer. Og det ser vi nu, siger Sebastian Mernild.

- Over tid har vi - i studier fra Arktis og Danmark - set en stigning i antallet af varmeekstremer og et fald i antallet af kuldeekstremer, siger han.

Ligesom Sebastian Mernild har Jens Hesselbjerg Christensen fra Københavns Universitet bidraget til klimarapporter fra FN.

Han forudser, at hedebølger vil blive gradvist mere ekstreme, hvis Jordens befolkning fortsætter med at udlede drivhusgasser i samme omfang, som det sker i dag.

I så fald vil man om 50-60 år se tilbage på sommeren 2018 som en forholdsvist mild og tilforladelig sommer.

- Det redskab, vi har, er at holde den globale opvarmning på under to grader, som Parisaftalen foreskriver. Hvis vi ikke lykkes med det, vil de hedebølger, der kommer, være af ekstrem karakter. Og det gælder i stort set hele verden.

- Verden rundt er det typiske billede, at når det bliver tørt, bliver det længerevarende tørt, og når det regner, regner det kraftigere.

Paris-aftalen blev indgået i 2015 mellem de fleste af verdens lande ved FN's klimakonference i Frankrigs hovedstad.

Med aftalen er det blandt andet målet, at temperaturstigningerne på Jorden skal holdes under to grader. Det skal blandt andet ske ved at nedbringe udledningen af drivhusgasser.

Dødstallet stiger
Lørdag er det foreløbige dødstal således steget til fem, siden branden begyndte mandag.

En brandinspektør samt en 81-årig mand, der forsøgte at bekæmpe flammerne med en bulldozer, var de første ofre for branden i Redding.

17 personer meldes fortsat savnet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Kraftig vind var årsag til, at branden med kort varsel bredte sig fra skovbeklædte bjergsider til Redding, der er hjem for omkring 90.000 mennesker.

Flammerne udviklede sig torsdag til en såkaldt ildstorm, som ifølge flere internationale nyhedsbureauer var så kraftig, at den sprang hen over Sacramento Floden og ramte den vestlige del af byen.

Foto: AP
Foto: AP

Firenados
De ekstreme temperaturer der bliver skabt omkring ildstormen betyder også, at brandfolkene har oplevet det, klimaforsker ved UCLA Daniel Swain beskriver som 'firenados' eller brandtornadoer.

De opstår på grund af at den varmeluft der omgiver brandene skaber kraftige vinde, der bevæger sig i forskellige retninger. Det skaber gode forhold for tornadoer.

Ildtornadoerne er i visse tilfælde så kraftige, at de kan kaste rundt med både biler og træer.

En af de amerikanere, der har oplevet en 'firenado' helt tæt på, er Skip Murphy.

Torsdag befandt han sig i det katastroferamte område, da en anderledes lyd fangede hans opmærksomhed.

- Det lød som et godstog der kom buldrende og sprang i luften. Aldrig har jeg set noget lignende, fortæller Skip Murphy til Daily Mail. Han begyndte at filme flammehavet, da det pludseligt gik op for ham, hvor stor en fare, han var truet af:

- I slutningen af videoen indser jeg, at jeg må flygte. Løb dit fjols.

Undtagelsestilstand
Præsident Trump har lørdag erklæret undtagelsestilstand i Californien, hvormed beredskabet i de områder, der er berørt af ilden, kan få hjælp fra den nationale beredskabsstyrelse.

Mere end 38.000 personer i Redding og det omkringliggende område er blevet evakueret, skriver Reuters.

Ud over branden i Redding, som har spredt sig over 36.400 hektar, hærger mindst 12 andre større naturbrande i Californien.

Blandt andet er der voldsomme brande nær nationalparken Yosemite og San Jacinto bjergene øst for Los Angeles i nærheden af Palm Springs.

Mere end 10.000 brandmænd kæmper mod de mange brande i delstaten, skriver AP.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere