Nu skal dansk Syrien-kriger erklæres død

Kenneth Sørensen menes at være død i kamp i Syrien, hvor han var på al-Qaedas side. Hjemme savner hans plejemor den kærlige dreng, som har boet hos hende hele hans barndom

Opdatering 6. juni 2016 kl. 14.50: Sagen er optaget til dom og afsiges mandag d. 13. juni kl. 13.

En martyrvideo, hvor man ser et lig på et beskidt klæde, der bliver sænket i jorden til lyden af propaganda-messen, er det sidste spor efter Kenneth Sørensen i denne verden. En af de unge, danske mænd, der valgte at konvertere til islam og gå i kamp som hellig kriger.

Men i de danske registre står han stadig som bortebleven, fordi han ikke er blevet erklæret officielt død. Det bliver han efter al sandsynlighed på mandag, når Retten i Glostrup afsiger en dødsformodningsdom.

- I retsmødet vil der blive nedlagt påstand om, at Abdulmalik Adam Pedersen (tidl. Kenneth Sørensen) anses for afgået ved døden den 03.03.2013, idet der foreligger oplysning om, at han da blev dræbt i kamp i området Jabal Al Turkman i Syrien, står der i indkaldelsen i Statstidende, hvor Kenneth Sørensen formelt indkaldes til at møde op i retten.

Kenneth Sørensen ses her med den pige, der senere blev hans hustru. Hun valgte også at konvertere for at forblive kærester med Kenneth. Hun er nu i Libyen med deres fire børn. Privatfoto
Kenneth Sørensen ses her med den pige, der senere blev hans hustru. Hun valgte også at konvertere for at forblive kærester med Kenneth. Hun er nu i Libyen med deres fire børn. Privatfoto

Det er Kenneth Sørensens færøerske hustru og mor til hans fire børn, der officielt står som den, der har anmodet om at få ham erklæret død. Men hun og børnene opholder sig i Libyen, og hun har ikke været i Danmark i forbindelse med retssagen.

Derfor er det Kenneth Sørensens plejemor, 56-årige Janne Mortensen, der blandt andet har set begravelsesvideoen og bekræftet, at det er Kenneth på billederne.

Janne Mortensens plejesøn, Kenneth, var en af de første danske konvertitter, der blev dræbt i kamp på de ekstreme islamisters side. Foto: Anthon Unger
Janne Mortensens plejesøn, Kenneth, var en af de første danske konvertitter, der blev dræbt i kamp på de ekstreme islamisters side. Foto: Anthon Unger
 

Selv om hun gerne vil have en afslutning, så er det også dobbelt. For det er svært, når det pludselig er endeligt at den dreng, som har været som hendes søn, siden han var syv år gammel, er død.

Svært at deale med afslutning

- Jeg håber, at de bare afsiger dommen. Men på den anden side er det også hårdt for mig, for så er det også bekræftet. Jeg har nogle gange den der følelse, at det ikke er rigtigt alligevel. Men jeg ved det jo godt. Og nu kommer der ligesom sådan et stempel på. Og det kan jeg ikke rigtig lige deale med, siger hun.

Janne Mortensens plejesøn, Kenneth, var en af de første danske konvertitter, der blev dræbt i kamp på de ekstreme islamisters side. Foto: Anthon Unger Tæt på Jannes dreng døde som hellig kriger: Han blev ekstrem muslim med vanvittig fart

Det kan være en langvarig proces at få en person erklæret død uden lige, men i dette tilfælde kan det gå relativt hurtigt, fordi der er en meget høj grad af sikkerhed for, at han er død, fortæller advokat Linn Støkken Nielsen, der repræsenterer Kenneth Sørensens hustru.

- Der er blandt andet en begravelsevideo, en martyrvideo, hvor der er billeder af ham. Det er det, retten bruger til at indkalde efter den korte frist, siger advokaten, der går ud fra, at dommen afsiges mandag.

I starten blev Kenneth Sørensens plejemor Janne Sørensen hele tiden hjemsøgt af tanken om, at han lå dernede og frøs. Selv om hun godt vidste, at tanken var absurd. Han var jo død.

Kenneth Sørensen sendte dette billede til sin plejemor. Privatfoto
Kenneth Sørensen sendte dette billede til sin plejemor. Privatfoto

Nu har hun forenet sig med, at de aldrig får et rigtigt gravsted, hvor Kenneths jordiske rester er i, men i stedet har de besluttet, at de selv vil lave et mindested - helst hvis de kan få lov til at lægge en sten med hans navn på familiegravstedet.

- Det er klart, at hvis vi havde fået ham hjem, så havde jeg respekteret, at han skulle begraves på et muslimsk gravsted. Men nu kan han være der med sin familie, og vi kan lægge blomster og tænde lys. Så er det ligesom at vi også kan besøge ham, siger hun.

Netværk med andre mødre
Hun er nu del af et netværk med andre mødre til de såkaldte Syrienskrigere. De forstår hinanden der, hvor ingen andre gør.

- Kenneth var en af de første. Og vi havde ingen steder. Vi vidste ikke, hvem vi skulle snakke med. Da Karolina Dam stod frem, tænkte jeg, at hun skal ikke stå alene, siger Janne Mortensen med henvisning til moren til Lukas, der blev dræbt i Syrien i 2014.

Her ses Janne Mortensen sammen med Kenneth. Han var meget tæt knyttet til sin plejemor lige fra starten. Privatfoto
Her ses Janne Mortensen sammen med Kenneth. Han var meget tæt knyttet til sin plejemor lige fra starten. Privatfoto

- Karolina har opbygget et kæmpe netværk, 'Sons and Daughters', og hun har mange, hvis børn er dernede, som kontakter hende. Hun laver et fantastisk stort arbejde, og jeg tror, at der er flere, der kontakter hende end de offentlige myndigheder, siger Janne.

Foreningen fik blandt andet det nystiftede Finn Nørgaard-legat for nyligt.

Og det er Janne Mortensens hovedformål med at stå frem - at advare andre forældre om, at de skal være opmærksomme og søge hjælp, hvis de oplever, at deres børn bliver forsøgt rekrutteret. Og så et fromt ønske om, at myndighederne bliver mere aktive på dette område.

Indikationer på militant islamistisk radikalisering

- Fascination af militant islamisme, herunder terrorangreb og voldsforherligende propaganda

- Online eller fysisk kontakt til personer af militant islamistisk observans

- Lede ved mennesker af anden ideologisk/religiøs observans

- Det at isolere sig fra/undgå omgang med mennesker af sådan anden observans

- Interesse for vold/våben/sprængstoffer

- Ønske om martyrium (shahada) eller udrejse (hijra)

- Antagelse af et 'krigernavn', f.eks. 'Abu X al-Muhajir'

- Støtte/vilje til drab på mennesker af anden observans

Kilde: PET/Center for terroranalyse i rapporten 'Militant islamistisk radikalisering'

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere