Nu skal sultestrejkende mor alligevel ikke ud

Betjente fra Sydafrika skal ikke eskortere fængslet kvinde ud af Danmark - i hvert fald ikke onsdag

Kristine Misane skal IKKE til Sydafrika - i hvert fald ikke onsdag. Foto: LTV
Kristine Misane skal IKKE til Sydafrika - i hvert fald ikke onsdag. Foto: LTV

Rigsadvokaten har netop meddelt, at en 46-årig mor til to, som i mere end et år har siddet i Vestre Fængsel, alligevel ikke skal udleveres til Sydafrika på onsdag.

Det fortæller kvindens forsvarsadvokat Henrik Stagetorn til Ekstra Bladet.

Kristine Misane er lettisk statsborger, men har siden december 2018 været varetægtsfængslet i Danmark, efter at hun i maj samme år rejste ud af Sydafrika med sin i dag fireårige datter og 11-årige søn.

Det skete midt i en strid med kvindens eksmand, som er far til det yngste barn, og på trods af at en sydafrikansk domstol havde besluttet, at ingen af forældrene måtte tage det fælles barn ud af landet.

Det gjorde Kristine Misane alligevel, og under en mellemlanding fanget i Københavns Lufthavn 9. december 2018 blev hun anholdt på baggrund af en international arrestordre udstedt af de sydafrikanske myndigheder.

Børn bor i Letland
Misanes børn har siden december opholdt sig hos hendes søster i Letland, og hendes skæbne været overladt til et tovtrækkeri mellem Danmark, Sydafrika og Letland.

Før mandagens seneste udvikling i sagen har planen været, at sydafrikanske betjente på onsdag skulle ledsage Kristine Misane til rettergang og fængsel i Sydafrika. Det til trods for, at der fredag er retsmøde om kvinden i landsretten.

Hun er nemlig hele to gange blevet løsladt af en dommer i byretten. Første gang - i november - omgjorde landsretten byrettens beslutning.

30. januar løslod en dommer i Københavns Byret atter kvinden og begrundede løsladelsen med misforholdet mellem den straf, hun risikerer i Sydafrika, og varigheden af den danske fængsling på mere end 420 døgn.

Anklager Anders Larsson appellerede på stedet afgørelsen til Østre Landsret. Og reaktionen fik opsættende virkning. Kristine Misane blev derfor ført tilbage til cellen for at vente på landsrettens afgørelse, mens Københavns Politi indtil nu har holdt fast i en aftale med de sydafrikanske myndigheder om at lade udleveringen ske to døgn før fredagens afgørelse.

Det fik fredag Kristine Misane til i protest at gå i sultestrejke.

- Børnene har det forfærdeligt. Det har min søster selvfølgelig også, siger den fængsledes søster, Marite Batraka, til Ekstra Bladet.

Kristine Misane har i flere år boet i både Mozambique og Sydafrika. Hun flygtede i maj 2018 fra Sydafrika og har blandt andet i retten forklaret, at hun rejste ud af Sydafrika med sin søn og datter af frygt for datterens sydafrikanske far, som var voldelig. Han havde et tilhold mod at opsøge kvinden, men ville have fuld forældremyndighed over deres fælles barn.

Meddelelsen om sultestrejken.
Meddelelsen om sultestrejken.
 

Ikke set datter
- Det fik han ikke, og nu sidder min søster i fængsel uden sine børn, siger Marite Batraka.

- Hun har ikke set sin datter i over et år, fordi de sydafrikanske myndigheder har fået både hende og hendes storebror på Interpols liste over efterlyste, tilføjer søsteren.

Familien har vovet at lade sønnen, som har en anden far, besøge sin mor i fængslet.

- Og kriminalforsorgen har været venlige at tillade Skypesamtaler, bemærker Henrik Stagetorn, som ikke lægger skjul på, at han anser hele en stor del af forløbet for vanvittigt.

- Hun har siddet i fængsel længere tid i Danmark end den straf, hun typisk ville blive idømt i Sydafrika. Det har Københavns Byret anerkendt ved at træffe afgørelse om at løslade hende, hvilket anklagemyndigheden så har kæret. Det er naturligvis meget opslidende for min klient, som har troet, at nu skulle hun løslades, og det blev hun så ikke alligevel.

Kristine Misane har selv ønsket at blive udleveret til strafforfølgning i Letland.

- Men det strider imod lovgivningen, fordi hendes handlinger maksimalt vil kunne give tre måneders fængsel i Letland. Derfor kan Letland ikke få lov til at overtage sagen, siger Stagetorn.

Udleveringssagen er nået helt op på regeringsniveau, og det lettiske parlament sendte i januar en bøn til Christiansborg.

- Hun kæmpede for sit barn og hendes sikkerhed, hun blev udsat for vold, ydmygelse og udnyttelse ... Kristine er en lettisk borger, som vi ikke har kunnet beskytte, har tidligere sundhedsminister Anda Čakša ifølge det lettiske medie lsm.lv sagt.

Mandag er Danmarks ambassadør i Riga, Flemming Stender, blevet indkaldt til møde i Letlands udenrigsministerium om sagen. Danmark opfordres til at overholde menneskerettighederne, fremgår ifølge Ritzau af pressemeddelelsen fra Letlands udenrigsministerium.

- Vi opfordrer Danmark til at have særlig opmærksomhed på hendes helbredstilstand, hedder det i mandagens pressemeddelelse.

Rigsadvokaten tilfreds med fængsler
Den oprindelige beslutning om udlevering blev truffet af Rigsadvokaten i april sidste år.

Myndigheden har fundet forholdene i de sydafrikanske fængselsfaciliteter tilfredsstillende nok, selvom fængslerne er berygtede for en række kritisable forhold - herunder vold, dødsfald og pladsproblemer.

Rigsadvokaten har dog ifølge Ritzau flere gange været i kontakt med myndighederne i Sydafrika og har fået erklæringer om, at Kristine Misane ikke vil blive udsat for nedværdigende behandling.

Chefen for fængslerne i Guateng-provinsen, Thakane Grace Molatedi, skal have forsikret Rigsadvokaten om, at der vil være mindst 4,4 kvadratmeter til den lettiske kvinde, såfremt hun placeres i en fællescelle med 17 andre.

Desuden er fangerne under konstant opsyn, når de spiser og dyrker motion.

1 af 2 Meddelelsen om sultestrejken.
2 af 2 Kristine Misane skal IKKE til Sydafrika - i hvert fald ikke onsdag. Foto: LTV
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere