Nu starter politiets påskerazzia

Traditionen tro holder politiet et ekstra godt øje med påsketrafikken

Alkoholindtaget stiger, når højtiderne oprinder, og det betyder - også i år - spritrazziaer landet over i påsken. Ekstra Bladets egen reporter, hoppede på vognen, drak sig beruset og testede politiet, sidst de holdt en større razzia i december. (Video: Jonas Ryefelt)

Der er en god grund til at læse en ekstra gang op på færdselsloven, hvis du har i sinde at begive dig ud i bil i løbet af påsken.

Traditionen tro lancerer Rigspolitiet i samarbejde med landets politikredse nemlig en landsdækkende razzia, der blandt andet er rettet mod spritbilisme.

Derfor rykker politiet talstærkt ud for at holde øje med trafikanternes færden på vejene.

- I færdselsafdelingen gennemfører vi et par af det, vi kalder større spritkontroller. Og derudover er det også et fokusområde for politikredsens patruljer i øvrigt, siger vicepolitiinspektør Ole Juul Schmidt, der er leder af færdselspolitiet hos Nordjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

Han fortæller, at selvom det typisk rygtes hos folk, hvor politiet står, vil folk ikke opleve, at politiet står fast det samme sted.

- Vi kører med en dynamisk kontrol, så vi vil nok ikke stå det samme sted særlig lang tid ad gangen, siger han.

Også fokus på hastighed
Spiritus er dog ikke det eneste fokusområde for politiet i løbet af påskens razzia.

- Vi  har også fokus på hastighed i forbindelse med særligt ud- og hjemrejsetrafik før og efter påske, men vi har også fokus på hastigheden i løbet af påskedagene. Så det skal være en opfordring til, at man kører ordentligt derude, siger han.

Mest kontrol på landet
Også på Fyn er man som i landets øvrige kredse klar til at gribe ind over for de trafikanter, der har fået lidt for meget indenbords til påskefrokosten.

- Det er jo en ret traditionel aktion, hvor vi vil foretage spirituskontroller henover øen, og det vil vi typisk gøre fra middag af og i aftentimerne, siger vicepolitiinspektør Jørgen Andersen, leder af færdselsafdelingen hos Fyns Politi.

Han fortæller, at fokusområdet især er uden for Odense og de øvrige større byer.

- Vi stiller os op nogle steder, hvor vi har en forventning om, at folk kan finde på at køre spritkørsel. Og det er typisk i de udkantsområder, hvor man vil forsøge at liste en brandert hjem, fordi der ikke er ret gode offentlige transportmuligheder, siger han.

Man skal dog af den grund ikke føle sig for sikker i den fynske hovedstad, understreger han.

- Vi fanger da også nogen i Odense, men det er typisk i landområderne, vi støder på folk med alkohol i blodet, siger Jørgen Andersen.

Folk er blevet bedre
Selvom politiet traditionen tro har stort fokus på spirituskørslen i højtiderne, vælger langt de fleste at tænke sig om, inden de sætter sig ind i bilen med alkohol i blodet.

- Vi kan se, at det går bedre med spirituskørsel for højtider end for år tilbage, så det er som om, at budskabet er sivet ind. Men hvis vi vælger en vilkårlig torsdag uden for højtiderne, så er det altså skræmmende, hvad vi kan finde af spiritusbilisme. Så vi bliver ved med at gøre det i forbindelse med højtiderne, fordi så ser man, og så ved man, at der stadigvæk er fokus på det. Så det er ikke mindst af præventive årsager, siger Ole Juul Schmidt fra Nordjyllands Politi.

Samme oplevelse har man hos kollegaerne fra Fyn.

- Det er ikke i højtiderne, vi fanger mange spritbilister mere, for der er rigtig mange, der godt ved, at man skal lade være med det, og det er ikke socialt acceptabelt mere. Så når vi laver de her indsatser uden for højtiderne, så kan vi mange gange fange lige så mange eller flere spritbilister.

- Så der er meget god signalværdi i, at vi gør det, men vi må sige, at generelt så er mange ved at have forstået budskabet, siger Jørgen Andersen fra Fyns Politi.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere