Nu starter retssagen: Rockersøn forsøgt dræbt

Suzuki-Torbens 28-årige søn blev gennemtæsket og stukket ned af ni mænd under en bytur i København sidste år

Det kunne have været endt fatalt, da en 28-årig mand i august sidste år var i byen på baren CPH Cocktail i Vester Farimagsgade i København.

Sent på natten blev manden, der er søn af den tidligere Bandidos-rocker Suzuki-Torben, nemlig brutalt overfaldet af ni mænd - og mandag starter sagen mod otte af de mænd, politiet formoder stod bag. Den sidste er endnu ikke identificeret.

Den 28-årige rockersøn blev først overfaldet med en vinkøler, en cykel, glas, flasker og stole, inden to af overfaldsmændene gentagne gange stak en kniv i hans mave og bryst. Han var umiddelbart efter overfaldet i livsfare, fremgår det af anklageskriftet. De to er tiltalt for drabsforsøg og grov vold, mens de resterende seks 'kun' er tiltalt for grov vold.

Se også: De var ni mod en: Rocker-søn tævet og kniv-stukket

Flere har bandetilknytning
De otte mænd er alle indvandrere i alderen 20-31 år, og flere af dem har tilknytning til bandemiljøet, men ifølge politiet er der snarere tale om et personligt opgør end et bandeopgør.

Alligevel må det formodes, at flere fra det københavnske bandemiljø møder op i retten i dag - og Københavns Politi er opmærksom på sagen, men vil ikke komme nærmere ind på detaljerne omkring sikkerhedsopbudet.

- Hver gang vi har en sag i retten kigger vi på, hvilke typer der er tale om og laver en sikkerhedsvurdering. Vi har bandesager næsten hver eneste dag, og vi tager hånd om det hver eneste gang og sender det antal betjente, der er brug for, siger den centrale vagtleder ved Københavns Politi Henrik Brix til Ekstra Bladet.

 

'En forbandet fejltagelse'
Overfaldet på den 28-årige rockersøn skete 24. august klokken 6.50 om morgenen, og dagen efter talte Ekstra Bladet med Suzuki-Torben -med det borgerlige navn Torben Ohlsen Jensen - som var rasende.

- Han blev ikke overfaldet. Han blev stukket med kniv. I min ordbog er der stor forskel, sagde han og tilføjede, at det ikke lykkedes gerningsmændene at gøre det af med hans søn, fordi 'de havde for tynde arme'.

- De har lavet en forbandet fejltagelse, tilføjede han.

Se også: Suzuki-Torben: Her er mit råd til Sass

Suzuki-Torben blev landskendt, da han - mens han stadig var Bandidos-rocker - mødtes med toppolitikeren Henrik Sass Larsen (S) på en café i Køge. Hvad hverken Bandidos-rockeren eller politikeren vidste var, at PET overværede mødet, og i sidste ende kostede relationen mellem de to mænd Henrik Sass Larsen en ministerpost, fordi han ikke kunne sikkerhedsgodkendes.

Sagen mod de otte mænd starter klokken 9.30, og der er afsat fire retsdage, inden der forventes dom 18. august. Den ene af de otte, som er tiltalt for grov vold, risikerer at blive udvist af Danmark.