Nuværende PET-chef: Scharf-bog giver samlet indblik

Leder af efterretningstjeneste frygtede at forhold til samarbejdspartnere led skade

Sagen mod tidligere PET-chef Jakob Scharf fortsætter ved Københavns Byret. I dag skal nuværende PET-chef Finn Borch Andersen vidne. Scharf ses her i forbindelse med afhøring af Tibet-kommissionen. (Foto: Linda Johansen)
Sagen mod tidligere PET-chef Jakob Scharf fortsætter ved Københavns Byret. I dag skal nuværende PET-chef Finn Borch Andersen vidne. Scharf ses her i forbindelse med afhøring af Tibet-kommissionen. (Foto: Linda Johansen)

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): Det har kostet PET's nuværende chef Finn Borch Andersen et 'betydeligt antal arbejdstimer' at sikre, at forholdet til samarbejdspartnere ikke led skade på baggrund af bogen 'Syv år for PET'.

Det siger Borch Andersen under sin vidneforklaring ved retsmødet i Københavns Byret, der er det tredje i sagen mod tidligere PET-chef Jakob Scharf.

- Efter min vurdering giver bogen et samlet indblik i tjenestens kapaciteter, oplysninger og arbejdsmetoder under Jakob Scharf. Det er meget beklageligt i min optik, siger Finn Borch Andersen.

Bemærkningen faldt under anklagerens gennemgang af anklageskriftet mod Scharf, der indeholder 28 passager fra bogen 'Syv år for PET', som PET og anklagemyndigheden mener er en overtrædelse af den tidligere PET-chefs tavshedspligt.

- At en tidligere efterretningschef skriver en bog, så relativt kort tid efter at han har siddet i spidsen for PET, bekymrer samarbejdspartnerne, siger Borch Andersen

Sagen mod tidligere PET-chef Jakob Scharf fortsætter ved Københavns Byret. I dag skal nuværende PET-chef Finn Borch Andersen vidne. Scharf ses her i forbindelse med afhøring af Tibet-kommissionen. (Foto: Linda Johansen) 112 - 8. okt. 2018 - kl. 10:19 Nuværende PET-chef vidner mod Scharf: Kilder risikerer et ordentlig lag tæsk

Ved oplæsning og gennemgang af hver enkelt punkt har Borch Andersen bekræftet, at han mener, at Scharfs udtalelser i interviews til bogen er brud på den tavshedsaftale, man som leder af efterretningstjenesten er underlagt.

- Det er en fortrolig oplysning, har Borch Andersen enslydende sagt efter oplæsning af de enkelte punkter.

Han har ligeledes adspurgt bekræftet, at han mente, Scharfs udtalelser i bogen potentielt kunne have en skadelig indflydelse på PET.

Dette fik på et tidspunkt Jakob Scharfs forsvarer Lars Kjeldsen til at afbryde anklageren og erklære, at det efter hans mening ikke er Borch Andersens opgave som vidne at tage stilling til og foretage en vurdering af tiltalepunkterne, men alene afgive forklaring på et faktuelt niveau.

Dette var anklageren ikke overraskende uenig i.

Retsformanden valgte ikke at efterkomme forsvarerens indvending og lod anklageren fortsætte.

Scharf, der er iført mørkeblå habit, lyseblå skjote og rødt mønstret slips, har under hele afhøringen af Borch Andersen lyttet opmærksomt fra sin plads ved siden af Lars Kjeldsen. Han har undervejs fulgt med i bilagsmaterialet og lejlighedsvis foretaget notater.

Der er afsat 15 retsdage til domsmandssagen mod Scharf. Der forventes at falde dom 28. november.

OVERBLIK: 'Syv år for PET' - fra forbud til tiltale

Et natligt retsmøde og et krav om fængsel til chefredaktør indgår i sag om PET-bog. Se hele forløbet her.

Tidligere PET-chef Jakob Scharf er under anklage for at afsløre fortrolige oplysninger i forfatter Morten Skjoldagers bog "Syv år for PET", hvor Scharf medvirker som kilde.

Læs her om forløbet af sagen om den omstridte bog.

* 6. oktober 2016: Københavns Byret vælger efter anmodning fra PET at nedlægge et midlertidigt forbud mod offentliggørelse af bogen. Men 5000 eksemplarer er allerede sendt ud til boghandlerne. Flere bliver solgt. Forbuddet er rettet mod forlaget People's Press.

PET havde ikke set bogen på forhånd, men anmodede om et forbud af frygt for, at der i bogen ville blive afsløret fortrolige oplysninger. Frygten udsprang af forlagets foromtaler af bogen.

* 7. oktober 2016 bringer både Ekstra Bladet og Radio 24syv oplysninger fra bogen.

* 8. oktober 2016 klokken 02.10 en nat mellem fredag og lørdag afsiger Københavns Byret efter et 20 minutter langt retsmøde endnu en kendelse.

Denne gang er det JP/Politikens Hus, Radio 24syv og 98 boghandlere, der rammes af forbuddet. Kendelsen kræver desuden, at eksemplarer hos medier og boghandlere beslaglægges.

Kun PET's advokat er til stede. Avisen, radiostationen og boghandlerne er ikke indkaldt til det natlige retsmøde.

* 9. oktober udgiver dagbladet Politiken hele bogen i et særtillæg.

* 11. oktober ophæver byretten efter anmodning fra PET det midlertidige forbud mod offentliggørelse, da det nu er formålsløst.

PET melder samme dag Jakob Scharf til politiet for brud på tavshedspligten.

* 18. oktober 2016: JP/Politikens Hus oplyser, at kendelsen om forbuddet mod offentliggørelse kæres til Østre Landsret. Selv om forbuddet er ophævet vil mediehuset have landsrettens vurdering af grundlaget for et forbud.

* 11. november 2016: PET vælger at pege på en række konkrete passager i bogen, som efter tjenestens opfattelse er problematiske i forhold til tavshedspligten.

* 9. december 2016: Østre Landsret stadfæster byrettens kendelse om et midlertidigt forbud mod offentliggørelse rettet mod blandt andet JP/Politikens Hus. Bladhuset får efterfølgende tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret.

* 3. februar 2017: PET lægger sag an mod JP/Politikens Hus og chefredaktør Christian Jensen. Kravet mod sidstnævnte er en straf på fire måneders fængsel. Bladhuset afkræves en bøde på 15 millioner kroner. Sagen kommer for retten 12. november 2018.

* 2. november 2017: Højesteret afsiger kendelse vedrørende forbuddet. Det er alene spørgsmålet om, hvorvidt forbuddet burde have været rettet mod den ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, frem for selskabet JP/Politikens Hus, som er til diskussion.

Højesteret blåstempler forbuddet, men siger samtidig i sin kendelse, at et lignende forbud i fremtiden bør rettes mod den ansvarshavende redaktør.

* 7. marts 2018: Københavns Politi oplyser, at der er rejst sigtelse mod Jakob Scharf for videregivelse af fortrolige oplysninger.

* 12. marts 2018: Anklagemyndigheden rejser tiltale mod Jakob Scharf for under særligt skærpende omstændigheder at have videregivet af fortrolige oplysninger, blandt andet oplysninger af væsentlig betydning for statens sikkerhed. Jakob Scharf nægter sig skyldig.

* 27. marts 2018: Anklageskriftet mod Jakob Scharf frigives til journalister. Heri fremgår det, at anklagemyndigheden mener, at den tidligere PET-chef har røbet fortrolige oplysninger 28 gange i bogen.

 

Sagen mod tidligere PET-chef Jakob Scharf fortsætter ved Københavns Byret. I dag skal nuværende PET-chef Finn Borch Andersen vidne. Scharf ses her i forbindelse med afhøring af Tibet-kommissionen. (Foto: Linda Johansen) 112 - 8. okt. 2018 - kl. 11:20 PET-beviser mod Scharf mørklagt

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere