Ny aktion mod hash-handel: Betjente angrebet med kanonslag og stenkast

Syv personer er anholdt efter ny aktion i Pusher Street

For tredje gang i denne uge slog politiet i dag til mod den organiserede hash-handel i Pusher Street.

Det oplyser Lars-Ole Karlsen leder af Operativ Special Afdeling - tidligere Task Force Pusher Street - i Københavns Politi.

- Vi iværksætter aktionen her til aften klokken 19.05 og foretager anholdelse af ti personer, tre bliver løsladt på stedet. Syv har vi taget med på stationen, oplyser Lars-Ole Karlsen til Ekstra Bladet.

Aktionen varede i 15 minutter.

I forbindelse med aktionen blev politiet denne gang mødt med stenkast og kanonslag fra utilfredse aktører.

- Det er bekymrende, at vi igen kan konstatere, at når vi nærmer os Pusher Street, så bliver der stadig foretaget voldelige udfald. Men indsatsen fortsætter ufortrødent mod købere, sælgere og leverandører, siger Lars-Ole Karlsen, der oplyser at ingen betjente kom til skade under aftenens aktion.

De syv anholdte er sigtet for at have været i besiddelse af euforiserende stoffer. Det er endnu uvist, hvor mange af de anholdte, der vil blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag.

- Aktionen i dag var en del af indsatsen mod det åbenlyse organiserede hashsalg, og har umiddelbart været vellykket, siger Lars-Ole Karlsen, der endnu ikke kan oplyse, hvor meget politiet har beslaglagt.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere