Ny bog: Imamer prædiker intolerance og nationalisme i tyske moskeer

Tysk journalist fulgte fredagsbøn i tyve moskéer, og blev overrasket over stokkonservative imamer

Denne moské i Köln drives af den religiøse tyrkiske interesseorganisation DITIB, der er en af de største muslimske organisationer i Tyskland.
Foto: Oliver Berg/picture-alliance/dpa/AP Images
Denne moské i Köln drives af den religiøse tyrkiske interesseorganisation DITIB, der er en af de største muslimske organisationer i Tyskland. Foto: Oliver Berg/picture-alliance/dpa/AP Images

Had til religiøse mindretal, holocaust-benægtelse, afsværgning af vestlige værdier og trusler om helvedesild, hvis Islams reger ikke overholdes til fulde.

Bogen 'Inside Islam - was in Deutschlands Moscheen geprädigt wird', på dansk 'Hvad der prædikes i de tyske moskeer', har vakt opsigt i Tyskland.

Her har journalisten Constantin Schreiber besøgt en række moskeer og siden i sin bog beskrevet, hvad han hørte og så i forbindelse med, at han overværede fredagsbøn i de 13 moskeer, han besøgte i forbindelse med projektet.

Han taler flydende arabisk og er anerkendt integrationsekspert i Tyskland.

Målet var ikke at besøge de moskéer, hvor radikaliserede mødes:

- Som udgangspunkt ville jeg ikke opsøge ekstremistiske møder. Men jeg ville gerne vide, hvad der egentlig bliver sagt i en normal moské i Tyskland, fortæller han til mediet Deutschland Funk.

Forbigik terror i tavshed
Constantin Schreiber uddyber ikke, hvad han definerer som en 'normal' moské. Men gennemgående var tonen hård og kontant, når de prædikende imamer ikke vidste, der var en journalist til stede.

Mediet beskriver, hvordan journalisten fandt det 'alarmerende', hvad han hørte. Blandt andet, at demokrati og integration skulle afværges, og hvis man ikke efterlevede de stramme leveregler, så ville man blive straffet for synderne hinsides.

- I en moské lød det, at 'man ikke kan være muslim og demokrat', og 'man kan ikke være muslim og humanist'. Der kan ikke findes noget, der både er sødt og bittert på samme tid, fortæller han til Deutschland Funk.

Mens Imamerne havde travlt med at tordne mod Tysklands og den vestlige verdens vederstyggeligheder, så forbigik de stort set i tavshed rækken af islamisk terror, der sidste år ramte Tyskland.

I forbindelse med projektet besøgte han også moskéer, der hører under DITIB organisationen, der er en af de største muslimske organisationer i Tyskland.

DITIB er grundlagt i 1984 og er styret fra Ankara, hvor Tyrkiet står for udsendelse af imamer til DITIB-moskéerne i Tyskland:

- Nogle af imanerne hetzede mod jøder, armeniere og yesidier (religiøst mindretal, der også er blevet forsøgt udryddet af Islamisk Stat, red). Og da jeg fik lejlighed til at tale med en af imamerne om det, begrundede han sine udtalelser med, at 'yesidier var symboler på barbari'. Intet menneske på jorden skulle opføre sig som en yezidi, og desuden burde de ikke findes noget som helst sted på jorden, siger Constantin Schreiber.

Tyrkiske imamer i ideologisk kamp
Han fortæller, hvordan alle de tyrkiske prædikener var politiske, hvor det handlede om ideologisk og religiøs støtte til Erdogans regering.

Særligt voldsomt var det i ugen efter kupforsøget sidste sommer - her blev der talt om 'vores nation', 'vores tro', 'vores hjemstavn' ligesom der blev bedt for, at guds straf skulle ramme nationens fjender.

Flere tyske medier har gengivet et uddrag fra bogen, der handler om, hvordan journalisten fik ideen til bogprojektet.

Det var fredag 29. april i fjor, at Constantin Schreiber, der dengang arbejdede for tv-stationen N-TV, blev bedt om at besøge en fredagsbøn ved en moské i Berlin eller omegn.

Han kontaktede derfor Tysklands ældste moské fra 1928, der ligger i bydelen Wilmersdorf og drives af Ahmadiya-forgreningen af Islam.

Selve fredagsbønnen var der ikke noget bemærkelsesværdigt ved. Til gengæld faldt journalisten over en brochure, der lå i moskeen, og som var udgivet af et andet, interreligiøst projekt.

I brochuren blev det beskrevet, hvordan Gud var eneste lovgiver, og at det demokratisk-parlamentariske system var fup og bedrag, og at et verdensomspændende kalifat var eneste løsning på verdens problemer.

Den kunne eventuelt opnås ved Islamisk revolution.

Constantin Schreiber beskriver, hvordan Imamen, der stadig prædikede, opdagede at Schreiber havde fundet den omtalte brochure og nu læste i den, hvilket åbenbart gjorde Imamen nervøs.

Efter bønnen skynder imamen sig hen til Schreiber, hvor han forsøger at vriste skrivelsen ud af dennes hænder.

Kort efter kommer en anden moské-gæst hen og spørger på gebrokkent tysk Constantin Schreiber, om han er kristen.

Forskermodstand
Da journalisten bekræfter, spørger den nytilkomne, hvorfor kristne hænger mordinstrumenter om halsen.

Korset, mener manden, er et mordinstrument. 'Hvorfor gør I det?', spørger manden.

Derefter fortæller manden, at' 'min familie siger til mig, at jeg er radikal og islamist. Jeg svarer 'jeg kommer i himlen', fortæller manden uopfordret.

Tilbage på redaktionen Googlede journalisten navnet på den mand, der stod som forfatteren til brochuren, han han fandt i Moskéen.

Den var forfattet af den dømte franske Holocaustbenægter, Roger Garaudy.

Til den østrigske avis Kurier fortæller Schreiber, hvordan han i forbindelse med projektet har sørget for at give imamerne mulighed for genmæle, ligesom han også har forsøgt at få anerkendte islamforskere til at kommentere prædikerne.

Flere af eksperterne har dog afvist at medvirke. Og i en telefonsamtale med en kvindelig forsker blev rådet til at 'lægge vægt på det, der forener i stedet for det der adskiller.'

- Jeg kunne fornemme, at der eksisterer en modstand, også mod at tale om problematiske emner, siger Schreiber til Kurier.

348 kommentarer
Vis kommentarer