Ny brevbombe eksploderet i Amsterdam

Torsdag er endnu en brevbombe eksploderet i den hollandske hovedstad

En anden brevbombe blev torsdag morgen desarmeret i Leusden. Foto: Ritzau Scanpix
En anden brevbombe blev torsdag morgen desarmeret i Leusden. Foto: Ritzau Scanpix

En brevbombe er torsdag gået af i Amsterdam. Det er sket på et kontor i Ing Bank, bekræfter en talskvinde fra banken.

Der skete en lille eksplosion, og ingen er umiddelbart kommet til skade. En ambulance er dog sendt til bygningen, da en person har indåndet røg.

Den mulige bombe er ikke den eneste i Holland de seneste dage.

Onsdag eksploderede to brevbomber på kontorer i Amsterdam og i den mindre by Kerkrade, der ligger på grænsen til Tyskland. De var sendt til den hollandske bank ABN Amro og den japanske printervirksomhed Ricoh.

Heller ikke her kom nogen til skade.

I en uddybende pressemeddelelse skrev politiet onsdag, at 'en medarbejder i et postsorteringscenter ville åbne et brev og hørte en hvislende lyd. Medarbejderen smed brevet fra sig, og efterfølgende lød der et mindre brag'.

Myndighederne i Holland sagde onsdag, at bomberne var sendt i forbindelse med et afpresningsforsøg.

Afsenderen havde ifølge politiet krævet et beløb i den digitale valuta bitcoin og truede med at sende flere bomber, hvis kravet ikke blev imødekommet.

Politiet formoder, at eksplosionerne de seneste dage har forbindelse til andre brevbomber, som blev sendt i januar. Brevene er blevet sendt til en række tilsyneladende tilfældige virksomheder forskellige steder i landet.

I januar var det blandt andet to hoteller, en tankstation, en ejendomsmægler og en bilforhandler, som modtog brevbomberne. Ingen af de tidligere brevbomber detonerede.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere