Ny dom på fængsel i 12 år i narkosag i Horsens

43-årig mand tjente mange penge på at overdrage amfetamin, har Retten i Horsens slået fast.

En mand fra Horsens er forleden blevet idømt fængsel i 12 år for at være en af bagmændene i en sag om narkotikahandel, oplyser politiet.

Den 43-årige Kenny Lee Laudage har modtaget dommen, som blev afsagt fredag.

Han er blevet dømt for at have overdraget i alt 20 kilo amfetamin, og kriminaliteten er af retten blevet anset for at have haft professionel karakter. Lovovertrædelserne skal have givet ham en "betydelig fortjeneste", skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse om sagen.

Den 43-årige har siddet varetægtsfængslet siden januar, da politiet anholdt ham og en anden person.

I samme sagskompleks er der blevet afsagt flere andre domme. For eksempel blev en 32-årig mand med fuldtidsjob i byggebranchen i august ligeledes idømt fængsel i 12 år.

Maciej Zaborowski fra Nørre Snede tilstod at have været i besiddelse af 28 kilo amfetamin, næsten et kilo kokain samt ecstasypiller. Han, der er polsk statsborger, udvises af Danmark efter afsoning.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere