Ny mystik om dansk kvindes ferie-død

Kæresten anholdt, men obduktion kunne ikke fastslår, hvordan 40-årig kom af dage på Costa del Sol

Weekendopholdet her på hotel BQ Andalucia Beach endte i en tragedie for et dansk par (video: Anthon Unger)

En obduktion var mandag ikke i stand til at fastslå årsagen til en dansk kvindes død. Hun blev søndag under mystiske omstændigheder fundet livløs på et hotel i Spanien.

Se også: Kvinde fundet død på Costa del Sol: Kæreste mistænkt for drab

Hendes danske kæreste sidder anholdt – mistænkt for drab. Det fortalte en kvindelig efterforsker fra det spanske politikorps Policía Nacional tidligere mandag til Ekstra Bladet

– Der er tale om en 40-årig kvinde. Vores formodning er, at kæresten, en mand på 50 år, står bag dødsfaldet, siger politikvinden, som ikke ønsker sig navn frem.

Hun fortalte videre, at politiet satte sin lid til obduktionen.

Men nu skriver spanske aviser, at retsmedicinerne ikke har kunnet finde den præcise dødsårsag.

– Der er spor, som peger på muligheden for vold, oplyser Antonio Sanz fra de lokale myndigheder i Andalusien. Han siger, at der forestår yderligere undersøgelser.

Slog selv alarm
Parret ankom til det firestjernede hotel BQ Andalucia Beach i feriebyen Torre del Mar øst for Málaga lørdag, men skulle forlade stedet igen allerede søndag.

Samme morgen slog kæresten alarm i receptionen. Efter fundet af den døde kvinde blev han anholdt og skal inden tre døgn stilles for en dommer.

Flere spanske medier citerer kilder tæt på efterforskningen for, at den livløse kvinde bar tydelige tegn på vold i form af mærker og sår, og at der var blod på sengetøjet.

Virkede forvirret
Samtidig virkede den nu anholdte dansker nervøs, da han søndag morgen henvendte sig i receptionen.

Det fortæller hotellets manager, Andrés Guerrero, til Ekstra Bladet.

Han ledsagede den 50-årige op til værelset, hvor kvinden lå død på sengen.

Politikilder oplyser til Málaga Hoy, at danskeren optrådte desorienteret og viste tegn på fuldskab.

Det sidste vil Andrés Guerrero ikke bekræfte overfor Ekstra Bladet, men siger:

– Han virkede forvirret og som en, der gennemlevede et chok. Sådan tror jeg, mange ville opføre sig, hvis de fandt deres kone død.

Ankom med vennepar
Ifølge Guerrero var parret ankommet sammen med et andet par, som også boede på et værelse på hotellet.

Det er hans indtryk, at der var tale om venner og danskere.

Det andet par tjekkede ud søndag, hvor den nu afdøde kvinde og nu anholdte mand også skulle have forladt hotellet.

Policía Nacional er i kontakt med det danske konsulat, som ifølge politikorpset har stået for underretning af pårørende i Danmark.

Ved du noget om sagen? Sms/mms dine oplysninger til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere