Ny sag chokerer USA: Politiet skyder sort mand i kørestol

Lam mand dræbt i kugleregn under konfrontation med politiet i USA. Politiet påstår, at manden var bevæbnet, men det afviser familien

Her kan du se episoden, der førte til Jeremy McDoles død. Ekstra Bladet har valgt ikke at vise øjeblikket, hvor politiet affyrede skuddene

Se den voldsomme episode i klippet herover artiklen

En sort mand i kørestol blev torsdag dræbt af adskillige skud under en konfrontation med politiet i Wilmington i den amerikanske delstat Delaware, oplyser Associated Press.

Jeremy McDole, 28, der var lam, efter at han for ti år siden blev skudt i ryggen, døde på stedet. Drabet har påny rettet fokus mod politiets brug af magt over for sorte mænd i USA.

Politiet i Wilmington oplyser, at betjentene åbnede ild, fordi Jeremy McDole nægtede at række hænderne i vejret og i stedet forsøgte at trække en pistol.

Men det bestrider Jeremy McDoles mor.

- Han var i kørestol, lammet fra taljen og ned. En video viser, at han ikke trak en pistol. Jeg kræver svar, siger Phyllis McDole på et pressemøde på politistationen.

Ifølge politichef Bobby Cummings var Jeremy McDole bevæbnet, da politiet dukkede op for at undersøge en anmeldelse om skyderi. Da McDole greb efter sin pistolen, åbnede betjentene ild, forklarer politichefen.

- Jeg kan garantere jer for, at ingen af de betjente havde til hensigt at tage nogens liv i dag, siger Cummings på pressemødet.

Et øjenvidne filmede episoden og lagde klippet på Youtube. Videoen viser, at en betjent med trukket skydevåben nærmer sig McDole i kørestolen.

- Vis mig dine hænder. Smid pistolen, råber betjenten blandt andet på det 79 sekunder lange videoklip, som ifølge politichefen er ægte.

Andre betjente nærmer sig også med hævet tjenestepistol, mens de råber lignende ordrer til den sorte kørestolsbruger.

På dette tidspunkt bevæger McDole sig i stolen, men det er uklart i videoen, hvad han præcis foretager sig. Politiet siger, at han greb efter en pistol i buksekanten.

Betjentene, der på dette tidspunkt ikke kan ses i billedet, affyrer mindst ti skud, og McDole falder ud af kørestolen. Politiet siger, at en pistol efterfølgende blev fundet ved siden af McDoles lig.

Jeremy McDole bevæger sig i kørestolen og nægter at efterkomme politiets ordre om at række hænderne i vejret. (Foto: Youtube)
Jeremy McDole bevæger sig i kørestolen og nægter at efterkomme politiets ordre om at række hænderne i vejret. (Foto: Youtube)

 

Politichef Bobby Cummings ønsker ikke at kommentere, hvorvidt han mener, at betjentene skulle have håndteret situationen anderledes.

- Kun vores omhyggelige efterforskning kan afklare forløbet, siger han.

McDoles onkel, Eugene Smith, siger til Associated Press, at han havde talt med sin nevø 15 minutter før skudepisoden. Han siger, at han aldrig så en pistol.

- Han havde en pose, men jeg så aldrig en pistol. Det var en henrettelse. Det var, hvad det var! Jeg er ligeglad med, om han var sort, hvid eller noget andet, siger onklen.

McDole var sort, mens de involverede betjentes etniske baggrund ikke er offentliggjort. På videoen ses tre betjente, som alle er hvide.

Politiets behandling af sorte mænd har været genstand for stor debat i USA i kølvandet på drab af ubevæbnede sorte i byer som Ferguson, New York City, Baltimore og andre steder i landet.

Alle fire betjente, som var involveret i episoden med Jeremy McDole, er blevet omplaceret, mens sagen efterforskes. Alle fire betjente har mindst fem års erfaring fra politikorpset.

McDole, som var en gammel kending af politiet, blev løsladt fra fængslet for et år siden og har siden boet på et plejehjem. Han mistede førligheden, da han i 2005 blev skudt i ryggen af en kammerat.

112 - 8. apr. 2015 - kl. 17:37 Endnu et politi-drab i USA: Her er de værste sager