Ny sigtelse: Risikerer dobbelt straf for dødstrusler mod dronningen

33-årig sigtet for grove trusler på Facebook mod kongehuset og den svenske konge. Sjældne paragraffer i straffeloven taget i brug

Dronningen og den royale familie blev truet på livet, mener politiet. Ifølge en sjældent brugt paragraf i straffeloven kan det give dobbelt straf. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Dronningen og den royale familie blev truet på livet, mener politiet. Ifølge en sjældent brugt paragraf i straffeloven kan det give dobbelt straf. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

En trussel om at 'skære hovedet af dronningen og hele den royale familie' og en trussel om 'at adskille den svenske konges hoved fra hans krop' får Københavns Politi til at støve sjældent brugte og hårde paragraffer af i straffeloven.

En 33-årig, der har siddet varetægtsfængslet i København siden 28. oktober, risikerer nu dobbelt straf, fordi den ene trussel var rettet direkte mod den danske majestæt, og forhøjet straf for de øvrige trusler, som var rettet mod resten af det danske kongehus og et fremmed statsoverhoved.

Sigtelserne mod den 33-årige blev torsdag udvidet i Københavns dommervagt, hvor anklager Roxana Ulvskov sigtede ham efter straffelovens paragraffer 115 og 110d.

Den første handler om, at visse forbrydelser begået mod 'kongen' giver dobbelt straf, mens forbrydelser rettet mod blandt andre 'tronfølgeren' kan give en straf, der forhøjes med op til det halve. Det sidste er også tilfældet, når forbrydelsen er rettet mod et 'fremmed statsoverhoved'.

Mentalundersøges
Ved retsmødet benægtede den 33-årige de udvidede sigtelser, men han fik forlænget sin varetægtsfængsling i to uger dels af hensyn til efterforskningen, dels fordi der er risiko for, at han på fri fod kan begå lignende kriminalitet.

– Efterforskningen er stadig i gang, og udvidelsen af sigtelserne sker, fordi vi mener, at de er omfattet af de to bestemmelser. Der er endnu ikke taget stilling til tiltalen, siger anklager Roxana Ulvskov.

Den 33-årige er ved at blive mentalundersøgt.

I grundlovsforhøret i oktober blev han sigtet for trusler via fem opslag på Facebook. Den var hans hustru, som anmeldte sin mand, fordi hun frygtede, at han var blevet radikaliseret. Han havde de seneste uger ændret adfærd og 'hørte stemmer' om religiøse ting.

Hustruen blev skræmt, fordi han på Facebook skrev, at han ville hugge hovedet af folk. Hun gik først til sin imam og derefter til politiet, der anholdt den 33-årige.

Trusler mod Rasmus Paludan
Foruden truslerne mod de kongelige er den 33-årige sigtet for trusler mod partileder Rasmus Paludan, hvor den sigtede skrev ved et foto af Rasmus Paludan, hvor han brænder en koran: 'Hvis du er en mand, så vis dit ansigt offentligt, og så kan du brænde koranens ord, så brænder jeg Danmark og alt hvad der er i Danmark inklusive dig.'

Truslen mod dronningen og kongehuset blev skrevet 18. oktober 2019 kl. 18.15. Den lød ifølge sigtelsen: 'Hvis jeg ser nogen vende tilbage til mig, så skærer jeg hovedet af dronningen og hele den royale familie, og jeg har advaret og kommer ikke til at slå andet end på halsen.'

Lidt efter fortsatte opslaget på Facebook: 'Jeg vil give jer en uges tidsfrist. Hvis I ikke stopper, kommer I til at stoppe jeres liv alle sammen og for evigt I horeunger. Jeg kommer til at dræbe lige så mange mennesker, som der er stjerner.'

Samme dag, en halv time senere, fortsatte truslerne: 'Og jeg vil ikke lade en eneste vantro slippe, i en verdenskrig, som jeg kommer til at afslutte på en time, med Guds vilje...jeg ser nogle halse, der er modnet, og tiden er kommet til at plukke dem, og jeg kommer til at plukke dem.'

Truslen mod den svenske konge 24. oktober 2019 kl. 8.10 var den sidste, som den 33-årige skrev, ifølge sigtelsen, inden han blev anholdt.

'Sidste advarsel til det svenske politi og grænsepoliti, hvis jeg ikke modtager et svar snart, så vil jeg, med Guds vilje, nedlægge staten og kongen, selvom jeg så bliver tvunget til at adskille hans hoved fra hans krop.'

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere