Ny taktik i efterforskningen af 17-årige Lisa Holm

Politiet prøver at vende den drabssigtedes familie imod ham

Gennem flere måneder har efterforskerne i sagen om den dræbte Lisa Holm forsøgt at skabe tvivl omkring alibiet hos den 35-årige mand, der er sigtet for drabet.

Efterforskerne har i ugens løb været i Litauen for at afhøre den drabssigtedes 34-årige kone og 31-årige bror. De to mistænkes for delagtighed og for at dække over forbrydelsen. Dog er beviserne imod dem svage, og efterforskerne har nu lagt en helt ny taktik for at få dem til at tale.

(Foto: Rumle Skafte) 112 - 25. sep. 2015 - kl. 11:04 Nye oplysninger: Stor mystik om Lisa Holms død

Målet er tilsyneladende at få vendt dem mod den hovedmistænkte 35-årige. Det skal gøres ved at konfrontere konen og broderen med alle de beviser, politiet tilsyneladende er i besiddelse af i forbindelse med mordet på den kønne svenske pige. Et mord, der har rystet hele Sverige.

Beviserne er af både teknisk og indiciemæssig karakter - og skulle være baseret på nye oplysninger, som hverken konen eller broderen tidligere er blevet præsenteret for.

- Jeg forstår anklagerens arbejde, men det som er blevet præsenteret for mig under forhøret, gjorde mig ikke klogere på min klients forhold i sagen, siger konens advokat, Peter Falck, til Expressen.

Se også: Politi om mordet på Lisa: Vi ved, hvordan hun blev dræbt

At blive konfronteret med beviserne i den ellers ekstremt hemmelige drabsefterforskning - og som peger i retning af, at deres familiemedlem er drabsmanden, gav ifølge advokaten udslag i stærke følelser.

- Det var et hårdt forhør. Det er jo klart, når man er så tæt på en mand, der er sigtet for så alvorlig en sag, siger Peter Falck.

Manøvren med at vise dem de nye beviser skal for efterforskerne være at få de to familiemedlemmer til at agere som vidner i stedet for mistænkte.

Politiet vil blandt andet gerne have svar på, hvordan den 35-årige drabsmistænkte opførte sig i dagene efter drabet. Hvordan reagerede han på den unge piges forsvinden. Opførte han sig anderledes, end han plejede, og virkede han nervøs over situationen. Ting, som kun dem, der var tættest på den 35-årige, kan kaste lys over.

Efterforskningsteamet i sagen skal nu gennemgå forhøret med konen og broderen ord for ord. Forhåbentlig kan de snart afslutte den månedlange efterforskning.