Ny tiltale: Sådan bestak sælgere i Atea ansatte i politi, forsvar og DSB

18 offentligt ansatte er foreløbig dømt for at have modtaget bestikkelse. Nu skal syv tidligere Atea-sælgere for retten

Syv tidligere sælgere fra Atea skal nu i retten for at have ydet bestikkelse til offentligt ansatte. Foto: Torben Åndahl/Ritzau Scanpix
Syv tidligere sælgere fra Atea skal nu i retten for at have ydet bestikkelse til offentligt ansatte. Foto: Torben Åndahl/Ritzau Scanpix

I en lind strøm blev mobiltelefoner, iPads, computere og fjernsyn leveret til småkorrupte medarbejdere hos Københavns Kommune, Udenrigsministeriet, Forsvaret, DSB, Rigspolitiet og Rigsadvokaten.

De blev bestukket med det billige eller helt gratis IT-udstyr fra deres leverandør Atea A/S.

Syv - nu tidligere - medarbejdere i Atea sørgede for at 'smøre' de offentlige IT-indkøbere, så Atea kunne fastholde og udbygge leverancerne til de offentlige myndigheder.

Sådan lyder 'Bagmandspolitiets' nye tiltale mod de syv forhenværende Atea-sælgere for at have ydet aktiv bestikkelse til foreløbigt 18 offentligt ansatte, som tidligere er dømt for at have modtaget bestikkelse.

Den nye tiltale kommer efter at retten i Glostrup 27. juni idømte syv tidligere chefer i Atea, Region Sjælland og Rigspolitiet fængselsstraffe for grov og systematisk bestikkelse.

Atea A/S fik samtidigt en bøde på 10 millioner kroner.

Retssagen mod de syv tidligere sælgere i Atea har afventet 'hovedsagen', men efter dommen forleden er anklageskriftet nu klar.

De syv tiltalte nægter sig alle skyldige. Sælgerne har haft ledende funktioner i Ateas salgsafdeling.

Kræver nyt navneforbud
Ekstra Bladet har fået aktindsigt i tiltalen, hvor en af de syv tiltalte er genganger fra 'hovedsagen', hvor han fik en fængselsdom, som han ikke har anket.

Nu kræver Bagmandspolitiet, at den allerede dømte får en ny fængselsstraf for i en række tilfælde at have ydet aktiv bestikkelse til offentligt ansatte indkøbere.

På mandag vil mandens forsvarer, advokat Sysette Vinding Kruse, forsøge at få retten i Glostrup til at nedlægge et navneforbud på hendes klient, der skal gælde den nye tiltale for at have ydet aktiv bestikkelse.

Sysette Vinding Kruse siger til Ekstra Bladet, at hun ikke har nogen kommentarer til den nye sag.

Udstyr for knapt en kvart mio.
Ifølge anklageskriftet leverede Atea IT-udstyr til de offentligt ansattes private brug for mindst 221.000 kr.

Enten fik de varerne uden beregning - eller mod en beskeden egenbetaling, siger tiltalen. Den omfatter 27 forhold af 'aktiv bestikkelse'.

Atea A/S har allerede som selskab erkendt sig skyldig i den nye tiltale og har vedtaget en ny bøde på tre millioner kroner for at have bestukket de 18 offentligt ansatte.

Atea havde i forvejen accepteret bøden på 10 millioner kroner i 'hovedsagen', hvor anklagemyndigheden i retten forlangte en bøde på 60 millioner kroner.

Chefanklager hos Bagmandspolitiet, Per Fiig, sagde forleden om den nye tiltale:

- Tiltalen kommer i naturlig forlængelse af, at foreløbig 18 offentligt ansatte er blevet dømt for modtagelse af bestikkelse i en række mindre sager gennem det seneste halvandet års tid.

- Denne del af sagen omhandler således de ansatte i Atea, som efter anklagemyndighedens vurdering har været involveret i ydelse af bestikkelse til disse offentligt ansatte personer ved overdragelse af elektronikudstyr til en reduceret pris eller gratis, sagde Per Fiig.

De blev 'smurt'
Her er eksempler fra anklageskriftet på, hvad de offentligt ansatte - ifølge tiltalen - blev bestukket med.

En centerchef i Københavns Kommune: To bærbare HP pc'ere, en Ipad, en Lenovo computer, et 46" Samsung-tv og en iPhone 6 til en samlet værdi på godt 40.000 kr. Men efter fradrag af en egenbetaling på 9000 kr. og værditab er bestikkelsen opgjort til mindst 25.000 kr.

En enhedschef i Københavns Kommune: Uden beregning tre mobiltelefoner, en router og en iPad til 14.000 kr.

En IT-konsulent i Udenrigsministeriet: En mobil, to iPad mini og en Apple Macbook Air til en værdi på 9400 kr. efter fradrag af egenbetalinger og værditab.

En mellemleder i Forsvarets koncern-it: To iPhones og et Samsung TV til en værdi på mindst 21.600 kr. efter fradrag af en vis egenbetaling og værditab.

En IT-driftschef i DSB: En Apple iPad 2 til 6000 kr. uden beregning.

En indkøber hos Rigspolitiet: En Apple iPad til 6100 kr. uden beregning.

En systemplanlægger hos Rigspolitiet: Et Samsung-tv og en Samsung blue ray hjemmebiograf til 29.000 kr. mod en egenbetaling på 8231 kr.

IT-chef hos Rigsadvokaten: En Apple iPad 2 og en iPhone til 10.000 mod en egenbetaling på 2500 kr.

OVERBLIK: Se status i historisk sag om bestikkelse

Den hidtil største sag om bestikkelse skal videre til Østre Landsret. Fem af de tiltalte har anket den dom, som Retten i Glostrup afsagde 27. juni. To opgiver at anke.

Offentligt ansatte fra Region Sjælland spiste på fine restauranter i Danmark og i udlandet. Atea, som leverede it-udstyr til regionen, betalte.

Det skete med penge fra en konto, hvor Region Sjælland havde beløb til gode. Tiltalen drejer sig om bestikkelse og om mandatsvig.

Se status her:

* It-selskabet Atea gjorde sig skyldig i bestikkelse igennem en årrække. Bøde på ti millioner kroner. Selskabet har modtaget dommen.

* Den tidligere koncernchef i Atea, Claus Hougesen, blev idømt fængsel i ti måneder, hvoraf tre skal afsones, og 120 timers samfundstjeneste. Bestikkelse for 255.000 kroner. Han anker til frifindelse.

* Den tidligere koncerndirektør i Atea, Peter Trans, blev idømt fængsel i otte måneder, hvoraf tre skal afsones, og samfundstjeneste i 100 timer. Bestikkelse for 162.000 kroner. Han anker til frifindelse.

* Den tidligere salgschef i Atea, Per Juul Andersen, blev idømt ubetinget fængsel i et år for at have ydet bestikkelse for 320.000 kroner. Han anker til frifindelse.

* Den tidligere salgsdirektør i Atea, Carsten Ritzau, blev idømt fængsel i otte måneder, hvoraf tre måneder skal afsones, og 100 timers samfundstjeneste. Ydede bestikkelse for 162.000 kroner. Han opgiver at anke.

* Den tidligere it-driftschef i Region Sjælland, René Clausen, var tiltalt i hovedparten af forholdene. Han blev idømt et år og seks måneders ubetinget fængsel for at modtage bestikkelse for 320.000 kroner og underslæb for 746.000 kroner. Han anker til frifindelse.

* Den tidligere it-direktør i Region Sjælland og i Rigspolitiet, Michael Steen Hansen, blev idømt fængsel i ti måneder, hvoraf tre skal afsones, og samfundstjeneste i 120 timer. Han modtog bestikkelse for 151.000 kroner og begik underslæb for 368.000 kroner. Han opgiver at anke.

* Den tidligere it-udviklingschef i Region Sjælland, Michael Mølkær Jensen, blev idømt betinget fængsel i 40 dage og samfundstjeneste i 60 timer for at have modtaget bestikkelse for 18.000 kroner. Han anker til frifindelse.

* Anklagemyndigheden har anket for at få idømt Hougesen, Trans, Andersen, Clausen og Jensen en hårdere straf.

Kilde: Dom afsagt af Retten i Glostrup og oplysninger fra advokater og anklagemyndighed.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere