Ny video: Betjent knæler på sort mands hals

Inden George Floyd blev kvalt af en knælende betjent, blev en anden sort mand udsat for en lignende metode under en anholdelse

Politiet i Sarasota deler video af voldsom arrestering. Video: Sarasota Police Department.

Endnu en video af en amerikansk betjent, der knæler på en sort mands hals under en anholdelse, har ramt de sociale medier.

Episoden skete 18. maj - altså før George Floyd blev dræbt af en betjent, da betjenten kvalte ham under sit knæ i ni minutter 25. maj.

Der bliver nu indledt en international undersøgelse for at kortlægge, hvad der skete 18. maj.

Det skriver CNN.

En politiafdeling i Florida har selv offentliggjort en 13 minutter og 25 sekunder lang video fra episoden filmet fra en helikopter. De har valgt at lægge videoen op for at skabe gennemsigtighed i sagen.

Råber med knæ i nakken
På videoen ses tre betjente, der forsøger at anholde manden, der er blevet identificeret som 27-årige Patrick Carroll.

To at betjentene får lagt Patrick Carroll ned, hvorefter en af betjentene knæler på hans hoved og nakke.

Du kan se den fulde, uredigerede video her:

På videoen er der ikke lyd, men på et videoklip, optaget af et øjenvidne, kan man høre Patrick Carroll råbe, mens betjenten knæler på hans hals, skriver CNN.

- Hvorfor bliver jeg anholdt?

CNN er kommet i besiddelse af politiets hændelsesrapport, hvor en af de involverede betjente udtaler, at den 'sigtede forsøgte at trække sig væk fra betjentene og nægtede at komme ind på bagsædet i politibilen. En mindre styrke blev brugt til at føre personen til jorden og sikre ham længe nok til, at han var blevet roligere.'

Ikke anbefalet taktik
Politiet i Sarasota udtaler, at de først blev gjort opmærksomme på videoen og hændelsen mandag, og at man er foruroliget over at se en betjent knæle på hovedet og nakken af personen.

'Det ser ud til, at betjenten til sidst bevæger sit ben mod personens ryg, men denne taktik er ikke noget, man bliver undervist i, anvendt eller anbefalet af vores agentur', skriver politiet på Facebook.

Ifølge politiet har Patrick Carroll ikke haft brug for at blive tilset af en læge efter anholdelsen.

Betjenten, der knæler på Patrick Carroll, har fået 'administrativ orlov'.

Videoen er kommet frem under protesterne og optøjerne, der sker på tværs af hele USA i kølvandet på George Floyd død.