Nye beviser: Bil fanget på video ved Hagens hjem

Nye beviser er dukket op i sagen om forsvundne milliardærfrue Anne-Elisabeth Hagen

Norsk politi fortæller, hvorfor Tom Hagen er sigtet for drab eller medvirken til drab på Anne-Elisabeth Hagen. Video: VG

Det norske politi er angiveligt i besiddelse af en video, der viser, at en bil bakkede ind ad en sti til Hagen-parrets hjem få minutter inden det sidste livstegn fra 69-årige Anne-Elisabeth Hagen, som har været forsvundet i over halvandet år. 

Det skriver Aftenposten.

Politiet ved endnu ikke, hvem der kørte bilen.

Men ifølge kilder tæt på efterforskningen, som Aftenposten har talt med, er den en central del af efterforskningen af den spektakulære sag. En sag, som 28. april kulminerede med, at ægtemanden, Tom Hagen, blev sigtet for drab eller medvirken til drabet på sin hustru.

Det sidste livstegn
Den bakkende bil er ifølge avisen blevet fanget på video 31. oktober 2018 klokken 9.05; samme morgen, som Anne-Elisabeth Hagen forsvandt. Det sidste livstegn fra hende var ni minutter senere - klokken 9.14 - da hun talte i telefon med et familiemedlem.

Klokken 9.48 blev hun ringet op af en elektriker, men tog ikke telefonen.

Ifølge politiadvokat Haris Hrenovica er videoen af dårlig kvalitet.

- Jeg kan ikke uddybe. Videooptagelser er ikke altid af den bedste kvalitet, og det er tilfældet her, men jeg kan ikke sige noget konkret om bilens farve eller form, siger Hrenovica til avisen.

Omtrent på samme tid som bilen bakkede ind ad stien, skulle Tom Hagen være kørt mod sin arbejdsplads, har en politibetjent tæt på efterforskningen fortalt til Aftenposten.

Tom Hagens forsvarsadvokat, Svein Holden, fortæller ydermere til avisen, at Tom Hagen ikke kan kommentere specifikke beviser, fordi han er underlagt tavshedspligt.

Formentlig dræbt
Tom Hagen kom, efter eget udsagn, hjem til et tomt hus i Lørenskog uden for Oslo 31. oktober 2018, hvor der var efterladt et computerskrevet brev med trusler og et krav om en høj løsesum, hvis Anne-Elisabeth Hagen skulle løslades.

Ingen har set eller hørt fra milliardærfruen, siden hun forsvandt.

Siden sommeren 2019 har de arbejdet ud fra en teori om, at Anne-Elisabeth Hagen er blevet dræbt.

Se også: Politi afspærrer Tom Hagens hjem

Se også: Rigmand stiftede flere selskaber efter konens forsvinden

Se også: Politi nægter at svare på mystisk sms