Nye detaljer: Britta Nielsen i pengenød

Britta Nielsen var i voldsomt økonomisk stormvejr. Det kickstartede svindlen

Se Brittas vilde flugt. Tilrettelæggelse: Thomas G. Svensson, Per Mathiessen, Mikkel Cramon, Lasse C. Pedersen / Foto: Torbjörn Selander, Silas Selander, Tariq Mikkel Khan, Rasmus Flindt Pedersen, Ole Steen, Ritzau Scanpix / Redigering: Sólfinn Hughes

Kroniske lommesmerter og ubetalte regninger kickstartede Britta Nielsens svindel mod Socialstyrelsen.

Allerede efter købet af villaen på Hvidovrevej i 1986 fik Britta Nielsen og hendes mand, Khursheed Hayat, svært ved at økonomien til at slå til.

Britta Nielsen røg i RKI, og parrets løn rakte ikke, forklarede hun i går i retten.

- Der var et økonomisk pres. Jeg havde skjult det i lang tid skjult det overfor min mand og overfor min familie. Vi tog begge to overarbejde. Vi forsøgte at arbejde på skift af hinanden med weekendvagter og nattevagter, fortalte Britta Nielsen.

Krimi Tårevædet Britta Nielsen: Afsløret af sin mand

Lejede huset ud
Villaen blev købt for 1,19 mio. kr. – og Britta Nielsens forældre flyttede ind på første sal i en lejlighed med køkken, stue, soveværelse og bad. Trods forældrenes huslejebetaling var økonomien trang, sagde Britta Nielsen i retten.

Hendes far døde kort efter. Da moderen flyttede i 1994, fortsatte Britta Nielsen med at leje førstesalen ud til logerende. Ægteparret fik på den måde en ekstra indtægt på nogle tusinde kroner om måneden.

– Jeg så stort set aldrig familien. Manden arbejdede altid. Huslejen lagde jeg bare i en kuvert i entreen, fortæller den tidligere logerende, Finn Kejlberg


Betalte aldrig lån tilbage
En mangeårig ven supplerer med, at han hjalp Britta Nielsen og manden med et lån på 11.500 kroner, da oliefyret gik i stykker.

– Familien var altid i pengenød. Så da de manglede at tilbagebetale 4.500 kroner, hørte vi aldrig mere. Derefter ophørte al kontakt, beretter han.

Til sin Carlsberg-kollega, Svend Nærvig, beklagede pakistanskfødte Khursheed Hayat sig især over, at hyren fra bryggeriet og konens løn fra Socialstyrelsen ikke rakte til datterens dyre ridesport, firehjulstrækkere og hestetrailere.

Derfor blev huset også sovset ind i gæld, pant og renter.

– Han hylede over, at de havde belånt huset til op over skorstenen, har Svend Nærvig forklaret.

Fra slutningen af 2001 til efteråret 2005 voksede parrets bank- og pantebrevslån klatvist med cirka 1,2 mio. kr. – og på omkring halvdelen af den nye gæld, betalte parret over 13 procent i rente til Nordea.

Da manden døde 62 år gammel i december 2005, var husgælden vokset til 2,4 mio. kr. – og Britta Nielsen havde overført 10 mio. kr. til sig selv.

Tirsdag fortsætter afhøringen af Britta Nielsen, når retssagen mod den bedrageridømte 65-årige kvinde går ind i sin sjette retsdag.

Læs mere om sagens femte retsdag her.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere