Nyfødt pige efterladt: Mange vil gerne hjælpe

Der er mange, der har henvendt sig for at træde til og hjælpe den nyfødte pige, der blev fundet på en bænk i går

Ved du noget, så tip os på sms/mms 1224 (alm. takst) eller skriv mail til 1224@eb.dk

Hittebørn vækker medfølelse i befolkningen, og Københavns Kommune kan de også mærke en stor interesse fra borgere for at give den nyfødte pige, der blev fundet nedkølet og svøbt i et tæppe på en bænk i går, tryghed og omsorg.

- Der er heldigvis mange borgere, som reagerer på det her med omsorg og ønske om at træde til, og det er jo glædeligt, for vi har mange udsatte børn, som har brug for det. Herunder sådan et barn, man finder, siger Sten Kruse-Blinkenberg, centerchef i Center for Familiepleje i Københavns Kommune.

Det er dog ikke muligt at komme i betragtning til at være plejefamilie eller adoptere barnet i dette konkrete tilfælde, hvis man ikke på forhånd er godkendt af Socialtilsynet, når det gælder plejefamilier, og Statsforvaltningen når det gælder adoption.

Den nyfødte pige var blot et par timer gammel, da hun blev fundet efterladt på en bænk i udkanten af Valbyparken. Hun var i kritisk tilstand, men er nu meldt uden for livsfare. Foto: Stine Tidsvilde
Den nyfødte pige var blot et par timer gammel, da hun blev fundet efterladt på en bænk i udkanten af Valbyparken. Hun var i kritisk tilstand, men er nu meldt uden for livsfare. Foto: Stine Tidsvilde
 

- Det er noget, der tager tid, og i Statsforvaltningen har de en liste over familier, der gerne vil adoptere børn. Der er jo et system, som på sin vis er bureaukratisk, men det er også nødvendigt. Selv om folk kommer med meget gode intentioner og sikkert også er omsorgsfulde og dygtige, så bliver man jo nødt til som myndighed at sikre, at der er noget, der går forud for, at man kan anbringe et barn hos en familie, siger han.

  Politiet har afspærret et stort område (Foto: Stine Tidsvilde) 112 - 2. jan. 2018 - kl. 14:52 Politiet: Her er sidste nyt om spædbarnet

Derudover er der også forhold som, hvorvidt man kan finde forældrene, som har retten til deres barn, selv om de er i en ulykkelig situation, barnets tilstand og det faktum, at man godt kan sætte en adoption i værk, men ikke gennemføre den, før barnet er tre måneder.

Mia Lund, socialrådgiver ved Statsforvaltningen, fortæller, at et hittebarn vil have en værge udpeget af Statsforvaltningen, indtil det eventuelt kan bortadopteres når det er tidligst tre måneder gammelt.

Det var et stykke nede af denne vej, at den lille pige blev fundet. Foto: Stine Tidsvilde
Det var et stykke nede af denne vej, at den lille pige blev fundet. Foto: Stine Tidsvilde

- Kommunen skal rette henvendelse til os for, barnet kan få en værge, som skal varetage barnets interesser. I Statsforvaltningen er der et fast korps af værger til forskellige opgaver.

- Statsforvaltningens opgave er derudover via kommunen, som sørger for, at barnet er i pleje hos en godkendt plejefamilie, at indsamle oplysninger om barnets trivsel og udvikling. Alle de oplysninger sender vi til adoptionsnævnet, som udvælger hvem af de adoptanter, der er godkendt i statsforvaltningen, der skal have bragt barnet i forslag, fortæller Mia Lund.