Nyt dyrepoliti uddeler bøder for 35.000 kroner

Flere ting bør få hvalpekøberes alarmklokker til at ringe, lyder det fra politiet

Politiets specialiserede dyrevelfærdsenhed har siden 1. juli 'arbejdet målrettet med ulovlig handel' med dyr.

Den første sag er nu afgjort med bøder på i alt 35.000 kroner.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

I alt er tre personer fra Mariagerfjord Kommune blevet sigtet og idømt bøder på i alt 35.000 kroner.

En person havde ifølge politiet 'drevet erhvervsmæssig avl uden den fornødne tilladelse'.

Havde ikke adgang til vand

Alle tre personer blev sigtet for at have overtrådt dyreværnsloven, fordi en hund var placeret i en mindre transportkasse i en kælder, og fordi nogle af hundene på adressen ikke havde adgang til vand.

- Bøderne er én side af sagen. Vi er selvfølgelig tilfredse med, at sagen er afgjort nu, men det vigtigste er, at vi har fået taget hånd om hundene, udtaler politikommissær Henrik Taagaard, der er leder af den specialiserede dyrevelfærdsenhed.

Enheden dækker Nordjyllands, Midt- og Vestjyllands og Østjyllands politikredse.

Vær opmærksom på disse ting:

Henrik Taagaard opfordrer hvalpekøbere til at være opmærksomme på forholdene omkring hundene, så man undgår at bidrage til vanrøgt:

- Se, hvor hundene sover og får føde. Bed hundesælgeren om at se mor til hvalpen og eventuelt søskende. Vurder hundens sociale evner i forhold til de andre hunde og mennesker, og køb aldrig en hund ’ude i byen’, f.eks. på en rasteplads eller parkeringsplads, advarer politikommissæren.

Ifølge Henrik Taagaard bør man særligt være mistænksom, hvis hundesælgeren kun vil modtage kontanter.

- Det kan være en måde at sløre salgene på, siger politikommisæren.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere