Nyt kidnapnings-trick ryster familier i USA

Ny uhyggelig fup-kidnapningsmetode breder sig lige nu

Et uhyggeligt svindelnummer skaber frygt i USA. Foto: Colourbox
Et uhyggeligt svindelnummer skaber frygt i USA. Foto: Colourbox

- Jeg har jeres søn, og jeg fucker ham op.

De skrækindjagende ord kom fra den anden ende af røret, da en ukendt person i starten af april ringede til 61-årige Joseph Baker og hans kone Maggie Baker.

Det skriver CNN Business.

I to timer kørte parret rundt i bil i Charlotte i den amerikanske stat North Carolina, og lyttede til de krav, sønnen Jakes formodede kidnapper stillede dem.

- Hvis I ringer til politiet, finder jeg ud af det og slår ham ihjel. Jeg har en scanner, lød det fra den anden ende af røret.

På telefonenskærmen stod der, at opkaldet kom fra sønnens nummer. Derfor tvivlede parret ikke på, hvad den ukendte mand sagde. Han kunne endda nævne detaljer omkring familien, blandt andet deres bopæl.

I løbet af de to timer, de kørte rundt i byen, adlød de hans ordrer om at anskaffe to kreditkort. Kortets oplysninger gav de til manden i røret, hvorefter han sagde, at de skulle skylle beviserne ud i toilettet.

Så snart Joseph Baker havde lagt røret på, ringede han til politiet. Ordensmagten og ambulancereddere rykkede med al hast ud til sønnens hjem. Der fandt de ham intetanende og helt uskadt.

Det hele var altså ét stort fupnummer.

- Det var så virkeligt. Folk vil jo gøre alt for at hjælpe deres kære. Jeg bliver ved med at gå det igennem nu. Var der noget, jeg kunne have gjort, for at stoppe det?, spørger Maggie Baker nu.

Har hørt skrig i baggrunden
Historier som Maggie og Bakers forekommer ifølge det amerikanske medie i stigende grad. Det skyldes en teknik, der gør det muligt at ændre hvilket nummer, et opkald ser ud til at at komme fra. Sammen med nogle personlige detaljer om ofrene, som kan findes på nettet, kan svindlerne på den måde skabe en falsk, men ofte meget overbevisende, kidnapnings-situation.

- Vi har set en stigning af virtuelle kidnapninger i de seneste par år, fordi det er en indbringende forbrydelse, og det er svært at opspore for politiet, siger Matthew Horton, der er chef for FBI's internationale afdeling for voldelig kriminalitet, til CNN Business.

FBI har dog svært ved at sætte konkrete tal på, hvor udbredt denne nye form for kriminalitet er, fordi de ikke samler statistik over virtuelle kidnapninger.

I nogle tilfælde har den opstillede kidnapning været så gennemført, at ofrene har hørt skrig i baggrunden på telefonen. I andre tilfælde er det forældre eller bedsteforældre, der bliver bedt om at betale kaution for et barn eller et barnebarn, som de påstår er i fængsel.

Skærm

Hent flere
Hent flere